Det er den franske hotdogs billige og ufarlige lillebror: en lille pølse pakket ind i en simpel og sødlig gærdej.
Nem at gribe om hvad enten man tanker sin bil, er på vej hjem fra byen eller har en hånd som en 4-årig.
Vi taler om pølsehornet.
Engang var pølsehorn noget, man primært serverede til børnefødselsdage, spejderlejre og i madpakker, men i dag findes der ikke den tankstation eller supermarkedsbager, der ikke sælger de små gyldne snacks med den salte godbid indeni.
Men hvorfor blev pølsehorn så populære? De er jo hverken særligt sunde, og smagsmæssigt hører de til i den ufarlige ende.
Men dét er lige netop forklaringen på deres succes, vurderer sensoriker og smagsrådgiver Lisbeth Ankersen fra firmaet Innovaconsult.
- Pølsehorn har en meget komfortabel smag. Der er ganske rigtigt ikke nogen vilde kontraster i smag eller konsistens, men det betyder så også, at smagen ikke fornærmer nogen. Der er altså tale om en billig type comfortfood, som mange måske forbinder med tryghed.
Det er netop denne trygge smag, der gør dem til sådan en børnevenlig spise.
- Under visse omstændigheder kan børn være meget modige, og de kan synes, det er sjovt at smage nye ting, men ofte har de også bare behov for tryghed, når det gælder mad. Tag for eksempel en børnefødselsdag, hvor man er på udebane, og hvor der er mange nye indtryk, der skal bearbejdes. Så er det rart at maden er noget, man nemt kan afkode, forklarer Lisbeth Ankersen.
Går man dybere ind i smagen, mener Lisbeth Ankersen også, at der er god grund til at voksne også synes, at pølsehorn smager lækkert.
- Det består jo af denne her bløde, let sødlige gærdej, som er kombineret med en lidt salt pølse, der giver lidt umamismag, så smagsmæssigt er man godt dækket ind. Nogen vil måske mene, at smagen savner lidt syre, men så kan man jo passende dyppe hornet i lidt ketchup, siger Lisbeth Ankersen, der sagtens selv kan spise et pølsehorn i ny og næ, når hun er på farten.
Nem at gribe om
Men det er langtfra pølsehornets smag, som er forklaringen på succesen. Størrelsen spiller bestemt også en rolle.
- Man kan ikke komme udenom, at pølsehornet har en enormt god form. Selv den mindste hånd kan gribe om det, og det er den type mad, man kan tage med på picnic eller legeplads uden at få brug for vådservietter. På den måde er pølsehornet meget mere praktisk end for eksempel hotdogs, som hurtigt kan blive en rigtig fedtet affære.
Lisbeth Ankersen fortæller, hvordan bekvemmelighed kan betyde enormt meget for os mennesker, når vi vælger vores føde. Det er velkendt, at stiller man et fad med hele stykker frugt og et fad med udskåret frugt foran en gruppe forsøgspersoner, vil der blive spist meget mere af den udskårede frugt. Vi har det altså med at blive tiltrukket af nem mad.
Det er det samme princip, der gælder, når vi vælger et pølsehorn i bagerdisken frem for en salat eller sandwich.
Det perfekte horn
Men hvordan laver man så selv et perfekt og håndterbart pølsehorn?
For at få svar på det har vi snakket med Kim Schulz fra Gistrup i Nordjylland. Kim Schulz er hverken bager eller tankstationsejer, men familiefar til to drenge og ophavsmand til bloggen Grillkokkerier.dk.
Og så er han vokset op med pølsehorn.
- Min mor bagte altid boller, kager og pølsehorn, som vi så tog med på alt fra spejderlejre og på skovture. Selvom jeg aldrig har tænkt nærmere over det, så har jeg måske lidt et nostalgisk forhold til pølsehorn.
Ligesom så mange andre danskere kan Kim Schulz sagtens finde på at købe et par pølsehorn med fra supermarkedsbageren, når sulten trænger sig på en sen eftermiddagstime. Men han foretrækker sine pølsehorn hjemmebagte.
- Jeg har ikke tal på, hvor tit vi bager, men af og til får jeg bare umådelig meget lyst til pølsehorn. Så bager vi ofte en dobbelt portion, så der også er lidt til fryseren. For min ældste søn på seks år, er det dejlig børnevenligt. Så kan han få lov til at tæske løs på dejen, skære den ud i trekanter og rulle dem om pølserne.
Et lækkert pølsehorn er for Kim Schulz et horn, hvor dejen er saftig og omslutter pølsen, så den ikke roder rundt inde i hornet. Han foretrækker desuden, at pølsen er helt skjult af dej, når den bages.
Hvordan man sikrer sig, at dejen omslutter pølsen fuldstændig, er stadig lidt af et mysterium for den ellers så erfarne pølsehornsbager, men vil man opnå en saftig pølsehornsdej, så har han en nem og simpel regel i ærmet: Gå med et surmælksprodukt.
- Det er jo et klassisk trick, som også gælder i meget andet bagværk, men surmælksprodukter som yoghurt naturel eller cremefraiche det binder bare bedre og så bibeholder det en god fugtighed, siger Kim Schulz og uddyber:
- Og så har jeg altid været af den overbevisning, at der skal smør til. Et pølsehorn er ikke et magert stykke brød. Det er ligesom almindelige burgerboller og briochebolle.
Hvor mange nybagte pølsehorn Kim Schulz kan køre ned i svælget, tør han næsten ikke sige højt til denne artikel, men det bliver til en del, når de lige skal prøvespises, indrømmer han.
Har du det ligesom Kim Schulz? Her kommer en nem opskrift på hjemmelavede pølsehorn med yougurt naturel: