Juleøl er jo ikke bare juleøl - derfor skal du have 'et batteri af bajere' til jul

Der er sket en eksplosion i udvalget af juleøl. Men hvad skal du drikke til den fede julemad?

(Foto: © Illustration: Nicolai Bruun, DR)

Der har aldrig været så mange smage, etiketter og navne på de danske juleøl som i disse år.

Sidste år blev der slået rekord i mængden af danske juleølsupermarkedshylder, i specialbutikker og diverse værtshus-haner.

Det er en udvikling, der glæder øleksperten Carsten Berthelsen, som har skrevet flere bøger om de gyldne dråber - heriblandt juleøl. For ham er julens øl noget helt særligt.

- Det er utroligt interessant med denne højtid. Vi skal jo fejre et lille barns komme – Kristus – og det gjorde man i gamle dage med godt stærkt øl. Det bedste af det bedste. Det kaldte man Barnsøl i modsætning til Gravøl. For det er gammel skik, at når et lille barn kommer til verden, skal det fejres med ekstra god øl.

Carsten Berthelsen agerer ølekspert i 'Natholdets Julekalender', hvor han guider Anders Breinholt (th.) og Søren Rasted igennem 24 øl. (© TV2 DANMARK)

Men hvor det typisk har været de mørkere øltyper med høje procenter, masser af malt og krydderi, er der også nu flere lettere og mere friske typer blandt det, der betegnes som juleøl.

Grænserne, for hvad juleøl er, synes altså at rykke sig. Og det begejstrer Carsten Berthelsen, hvis det kan få flere med på at udforske øllets verden og få et mere nuanceret syn på, hvad øl er.

- Det smukke ved den danske ølrevolution er, at der er kommet en nysgerrighed efter at prøve mange forskellige ting. Både fra bryggeriernes og forbrugernes side, siger øleksperten.

Den store mangfoldighed, der de seneste mange år er kommet frem på bryggerierne og i køleskabene, er ikke bare noget, vi forbrugere kan få gavn af.

Det er også noget, der kan have stor betydning for dem, som producerer øllene.

En julegave til regnskabet

Et af de mange bryggerier, som har skullet designe juleølsetiketter til deres bryg i år, er mikrobryggeriet Slowburn Brewing, der har eksisteret siden 2019 og har til huse i Hvidovre.

Amalie Knage, som har arbejdet i ølbranchen i otte år og for knap tre år siden åbnede Slowburn med sin kæreste, fortæller, at de hvert år bruger julen som anledning til at prøve en masse nye ingredienser og teknikker af i udviklingen af deres øl.

- Vi laver meget de samme slags øl i løbet af året, så julen er det eneste tidspunkt, vi brygger en helt ny øl, siger hun.

Og selvom det mest er for eksperimentets skyld, kan salget af juleøl for nogle bryggerier have stor betydning for et bryggeris omsætning i de sidste måneder af året, fortæller Slowburn-ejeren.

- Nu har jeg været i branchen i otte år, og i starten var juleøl en kæmpe ting, fordi man bare ikke solgte noget andet øl i november og december. Så hvis man ikke havde en juleøl, kunne man næsten ligeså godt dreje nøglen om.

Ølbryggeren oplever dog, at forbrugerne efterhånden også er interesserede i andre øltyper på denne tid af året. Men det er stadig juleøllene, der er i højest kurs.

- Vi har mange kunder, som kommer rigtigt meget i den her tid og køber gaver og specialøl til julefrokosterne, og de vil rigtigt gerne have juleøl. Det viser sig også i juleølssalget, at flere og flere leder efter noget, de kan tage med til en julefrokost, og mange har fået øjnene op for, at man kan finde noget andet, end det man kender som traditionel juleøl.

- Det er ret fedt, at folk er begyndt at gå op i, hvilket øl der passer til hvilket mad, og det er også det, vi prøver at tænke med vores juleøl på dåse, som kan give et modspil til den fede julemad.

Hun understreger dog, at juleøl også kan være lidt et "tveægget sværd" at jonglere med som bryggeri.

- Det kan være risikabelt, hvis man står tilbage med 40 kasser juleøl den 23. december, som man ikke har nået at sælge. Det er noget, vi virkelig prøver at balancere med lige nu, siger hun.

'Et batteri af bajere'

Det store udvalg, der kendetegner juleøllene i dag, giver mulighed for helt nye smagsmæssige oplevelser, når man parrer de forskellige øl med de mange juleretter til julefrokosten eller julemiddagen, mener ølekspert Carsten Berthelsen.

- I "gamle" dage, for ikke særligt mange år siden, ville man måske bare drikke pilsner, men nu synes mange, det er sjovt at variere smagsindtrykkene til de mange forskellige retter, som får modspil eller medspil af øllen. Så bliver øldrikkeriet avanceret og en kunstart, siger han.

- Sådan noget som jule-IPA'er (India Pale Ale), som er kommet frem nu, ville jeg have svoret på ikke kunne blive konkurrencedygtigt, men det er det jo blevet. Det er måske, fordi vi synes, det er forfriskende med lidt bitterhed i forhold til det lidt søde og krydrede øl, der ellers har kendetegnet juleøl, siger Carsten Berthelsen.

Der er tradition for, at mange juleøl frigives den første weekend i november på den såkaldte J-dag. Men for mange mindre specialbryggerier starter festlighederne dagen før, på den såkaldte ØJ-dag (Ølentusiasternes J-dag). (Foto: © Illustration: Anne Vestergaard, DR)

Ifølge Carsten Berthelsen er det oplagt at opdele juleøllene i to kategorier: øl til julefrokosten og øl til juleaftensmiddagen.

- Det svagere juleøl med procenter på max syv procent passer bedst til julefrokosten, hvor man måske tager en snaps til maden også. Til julemiddagen, hvor vi skal have sukkerbrunede kartofler og den gode fede sovs og rødkål, er den mørke øl en meget dejlig væg at spille bold op ad, siger han.

Men det behøver ikke stoppe der.

Da der er så mange forskellige slags at vælge imellem, kan du faktisk med fordel sammensætte dit helt eget "batteri af bajere", som Carsten Berthelsen kalder det, når du skal hygge med venner og familie til jul.

- Man kan med fordel vælge en ny øl til hver ret. Måske ikke en hel til hver gæst, men hvis man deler nogle flasker, kan man matche dem med de kolde, varme og søde retter. Det anbefaler jeg at prøve, siger han.

For eksempel er der øl med tilsætning af kirsebær, som man kan servere til risalamanden, og til julefrokostens ostebord vil både en kraftig maltet øl samt Porter og Stout være velegnet.