Kål, ja tak! 6 geniale retter der hjælper dig igennem grøntsagskrisen

Hvad gør man, når butikkerne mangler grøntsager på grund af sydeuropæisk uvejr? Glemmer iceberg og tomat - og siger goddag til ens nye venner.

Grønkål kan være hjørnestenen i en vidunderlig salat. (Foto: DR)

Måske har du lagt mærke til, at det er tyndet ud i grøntsagsafdelingen i din lokale dagligvarebutik.

Populære grøntsager som iceberg, tomat, peberfrugt, broccoli, blomkål, aubergine, courgetter er helt eller delvis fraværende i danske forhandlere på grund af usædvanligt dårlige vejrforhold i Sydeuropa.

Kulde og oversvømmelser i blandt andet Spanien har bevirket, at grønsagsproduktionen i EU er faldet til 60 procent af, hvad det var før. Og det kommer til at fortsætte en måned endnu, forlyder det.

Vi benytter lejligheden til at anbefale en række opskrifter, hvor frugt og grønt fra vores breddegrader og vinteren er i fokus. Så glem tomater og iceberg-hoveder for en stund og lad dig inspirere:

1. Grønkålssalat med senneps-vinaigrette

En lækker salat, der sagtens kan matche fed mad. Masser af fibre og saftspændt syre og sødme.

2. Rødkål med dadler og æbler

Der er ingen grund til, at julen har monopol på kåltypen.

3. Coleslaw

Klassikeren, der forener gulerod og hvidkål i en syrlig dressing. Perfekt til at skabe sydstatsstemning ved middagsbordet.

4. Rødbedesalat med sesamfrø og tahindressing

For mange er rødbeden noget, man sylter, men her genopstår rodfrugten på asiatisk manér.

5. Nem kartoffelsalat

Jeps, du læste rigtigt: Bacon i din karfoffelsalat. Rucolaen kan udskiftes med persille eller udelades.

6. Krydret bønnesalat

Hvis du savner en solid proteinrig mæthed, så er denne salat svaret på dine, undskyld, bønner.