Kaffe er den tilladte doping

Den sorte bryg kan have en gavnlig effekt på både præstation og sundhed

I Madmagasinets afsnit om kaffe prøver vært Tina Müller på egen krop, hvordan kaffe påvirker præstationsevnen. To ture på motionscyklen, hvoraf den ene blev kørt med en kop kaffe med koffein i blodet og en anden uden, gav et klart resultat. Hendes præstationsevne var 15% bedre, da hun havde fået en kop kaffe med koffein.

Det resultat overrasker ikke Mette Hansen, der er lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet

- Der er ret meget evidens for, at koffein har en positiv effekt på præstationsevnen. Derfor bruger man det også i sport – dog oftest i pilleform eller sportsprodukter, hvor koffeinmængden er kontrolleret. Koffeinindholdet i kaffe varierer meget, hvilket kan gøre det svært at dosere optimalt,” fortæller hun.

Rent fysiologisk påvirker koffeinen nogle receptorer i hjernen til at mindske følelsen af udmattelse. Det giver en øget præstationsevne i især udholdenhedssport.

Koffein er dog ikke forbudt at indtage i forbindelse med sportspræstationer. Flere studier kommer ellers frem til samme resultat som Madmagasinets test på motionscyklen, og koffein har også tidligere figureret på den officielle dopingliste fra den internationale anti-doping organisation, WADA.

- Det er lidt spøjst, at koffein ikke er doping, når nu det har en gavnlig effekt på for eksempel sportsfolks præstationer. Men det er jo svært at forbyde en helt almindelig fødevare som kaffe, da den gavnlige effekt kan opstå efter bare få kopper kaffe afhængig af kaffetype og brygningsmetode,” fortæller Mette Hansen.

Kaffe er sundt for langt de fleste

Hvis man ikke er professionel sportsudøver, er man måske ikke så interesseret i koffeinens sportslige egenskaber. Elsker du kaffe, kan du derimod glæde dig over, at kaffe også har mange andre gavnlige sideeffekter. I rapporten ”Kaffe, sundhed og sygdom” konkluderer man, at kaffe blandt andet har en positiv effekt på diabetes type 2, Parkinson og hjertetilfælde.

- Det er de såkaldt bioaktive stoffer i kaffen, der har disse gavnlige effekter. Et af dem hedder ironisk nok Cafestol, og det stof har en gavnlig effekt på stimuleringen af insulin og optaget af sukker i musklerne,” fortæller professor Kjeld Hermansen fra Aarhus Universitetshospital.

I øjeblikket undersøger han, hvorvidt kaffe også har en effekt på længere sigt ved indtag over en længere periode. Han er ikke bange for at understrege, at kaffe i det store hele er sundt for langt de fleste mennesker, hvis forbruget ikke overstiger moderat forbrug, som er 3-5 kopper om dagen. Kun gravide og folk med risiko for angstneuroser, skal begrænse deres kaffeindtag.

Du kan se Madmagasinet onsdag aften kl. 21 på DR 1 eller på DR TV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk