Kage på et kvarter?! 5 skudsikre chokolade-desserter, der ikke kan gå galt

Chokolade er ikke altid helt nemt at have med at gøre, men her får du de skudsikre opskrifter.

Det kan både være ufatteligt kompliceret og ufatteligt nemt at lave desserter med chokolade. Holder du dig til cookies, brownies og klassisk chokoladekage kan du nemt komme i mål.

Det er i grunden ret fantastisk, at der findes slik, som kan løfte vores humør, skabe ro i kroppen og øge vores sexlyst. Men det gør chokolade.

Faktisk er det videnskabeligt bevist, for kakaobønner indeholder stoffet anandamid, som påvirker hjernen på samme måde som cannabis.

Selvom der skal adskillige kilo chokolade til for at give os en følelse, der tilsvarer den, man får fra en hashrus, så kan selv små mængder af det brune guld gøre os afslappede og måske endda lidt lykkelige i bolden.

At tilberede chokolade er til gengæld ikke altid en afslappende oplevelse. Det så vi i weekendens afsnit af 'Den store bagedyst', hvor deltagerne kæmpede med temperering og andre krævende chokoladediscipliner.

Heldigvis findes der masser af opskrifter på overskuelige chokoladedesserter. Desserter, der ikke kræver de store færdigheder at komme i mål med.

Her får du fem skudsikre bud:

1

Bradepandekage - den klassiske

Bradepandekagen. En klassiker fra barndommen. Den har fulgt med os til fødselsdage og klassens time - ofte i selskab med et tykt lag glasur og måske lidt tivolikrymmel.

Bradekagen er nem at fragte, nem at skære ud og temmelig billig i ingredienser. Til gengæld er der en fare for, at den bliver tør, men med denne legendariske opskrift på den berømte 'Mumse chokoladekage' er du sikret en tilpas svampet kage.

Psst... i denne opskrift anvendes kakao i stedet for chokolade. Det betyder, at du slipper for at hakke og smelte chokolade over vandbad.

2

Brownie - den snaskede

Der er en gylden regel, når det kommer til chokoladebrownie: jo mere snasket, jo bedre.

Brownie er en klassisk dessertkage, som ikke kan gå galt - så længe du følger mængdeanvisningen nøje og sørger for, at den ikke får for lang tid i ovnen.

Bagetiden er nemlig en klassisk fælde, når man bager brownie, fordi man tror, at kagen skal være fast, når den tages ud af ovnen. Men en brownie indeholder store mængder sukker og fedt, så den SKAL faktisk være blød i konsistensen, når du løfter den af bagepladen.

Forresten: Brownie holder sig god i flere dage, og desuden er den særdeles frysevenlig og nem at tø op.

3

Varm chokolade - den flydende

Efteråret er over os, og det betyder regnvejr, lavere temperaturer og flere dage indenfor. Det er en god grund til at skrue op for de ting, som vi kan varme os ekstra på.

Denne opskrift byder på varm chokolade lavet på rigtig chokolade. Det gør den kraftigere i smagen og meget mere cremet end den typiske varme kakao, som laves på kakaopulver.

Top den med flødeskum, vaniljeis, skumfiduser eller hele molevitten. Overvej endda, om den kan fungere som selvstændig dessert.

4

Cheesecake - den hurtige

Cheesecake på femten minutter!? Det lyder næsten som et fake food hack. Og med god grund, for opskriften omfatter kun fire trin, få ingredienser og et kvarters forberedelsestid.

Ikke desto mindre kan du trygt stole på den. Denne cheesecake med hvid chokolade kræver i øvrigt få køkkenredskaber, og du skal hverken have gang i komfur eller ovn. Og så er der plads til at freestyle, hvad topping angår - byt eventuelt appelsin ud med hindbær eller hvid chokolade ud med din yndlingschokolade.

5

Cookie - den knasende (eller dejede)

Cookiedej er lidt ligesom revet mozzarellaost: Det smager lige godt i rå og tilberedt form.

Egentlig er cookies bare småkager, men deres særlige sprøde og seje konsistens har gjort dem til fast inventar på enhver cafedisk. En cookiedej er nem at røre sammen, og før du har set dig om, har du en bageplade fyldt med herlige kugler, som er parat til at komme i ovnen.

Når det kommer til bagetid, gælder der det samme princip, som når du bager brownies: Pas på, du ikke brænder dem af! Forvent ikke, at dine cookies skal være sprøde, når du tager dem ud.

De må gerne være lidt bløde, for det er først, når de afkøles, at sprødheden indtræffer. Kig i stedet på farven. Kagerne skal være svagt lysebrune i kanten.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk