Kender du tre-timers-reglen? Sådan undgår du madspild efter julefrokosten

Lektor i fødevarevidenskab guider dig til at mindske madspildet ved årets julefrokoster.

(Foto: © Illustration: Nicolai Bruun, DR)

Aflyste firmajulefrokoster, flere coronatests og portionsanrettet leverpostej.

For andet år i træk kan vi se frem til en lidt anderledes juletid, end før coronapandemien ramte.

Og selvom vi er kommet tættere på normalen, hvor vi kan danse, skåle og kramme over snaps og pakkeleg, er der måske alligevel en gammel vane, vi ikke behøver at gå tilbage til: det store madspild, der hvert år følger med den kristne højtid.

Vi køber nemlig stort ind og smider rigtig meget brugbar og spiselig mad ud i december.

Og det er skidt for både vores klode og vores økonomi, mener Michael René, som er ambassadør for non profit-foreningen Stop Spild Af Mad og lektor i fødevarevidenskab på Københavns Professionshøjskole.

Men hvordan undgår vi at smide stimer af sild, frikadeller og bunkevis af rugbrød ud efter julefrokosten?

Madspilds- og hygiejneeksperten Michael René giver her sine bedste råd til at mindske madspild til julefrokosten.

1

Før julefrokosten

Undersøgelser fra Landbrug & Fødevarer fra 2020 vidner om, at vi danskere generelt er villige til at gøre mere for bæredygtighed og klima til jul end tidligere - herunder at mindske madspild og at købe økologiske og danske varer. Det er især kvinder og yngre danskere, der i større omfang er villige til at ændre vaner til jul. (Foto: © Illustration: Nicolai Bruun, DR)

To fiskefileter, tre slags sild og fem frikadeller per mand. Der skal gerne være rigeligt til at ledsage dildsnapsen til julefrokosten.

Og det er allerede her, den første store madspildssynder ligger og lurer, fortæller Michael René.

- I planlægningsfasen får man ofte købt alt for meget, fordi der jo bare "skal være nok". Hvis der kommer seks mennesker, så køb ind til seks mennesker og ikke til ti.

Er du alligevel nervøs for, om dit selskab må gå sultne hjem, kan det være taktisk klogt at prioritere at købe ekstra af kolde varer som sild eller koldt pålæg, som du nemt kan tage ud af køleskabet, og som holder længere, hvis de alligevel ikke bliver spist.

Michael René råder desuden til at få tømt godt ud i fryser og køleskab inden julefrokosten, så der er plads til julens levninger.

- Fryseren kan hurtigt blive et venteværelse til skraldespanden. Men det er jo penge, der bare ligger i fryseren og venter på at blive "sparet" og spist i stedet for smidt ud. Det er dyrt at holde jul, så det er værd at tage med, siger Michael René.

2

Under julefrokosten

Michael René råder til at bruge tagtøj med lange greb til julefrokosten, så man undgår at skulle have hænderne for tæt på maden og derved mindske at overføre bakterier til maden og videre mellem hinanden eller til restebøtten i køleskabet.

Når julefrokostselskabet sidder sultne rundt om bordet, kan det mindske både madspild og overspisning at servere maden i portioner eller i mindre skåle og fade, som løbende kan fyldes op, råder Michael René.

- Hvis man skal have frikadeller, kan man jo sørge for kun at opvarme en eller to til hver, og så kan man have resten på køl og varme dem op løbende, hvis der er behov for mere. Ganske enkelt skal man bare opvarme tingene løbende, som man forventer, de bliver spist, siger han.

Hvis der alligevel skulle være en ensom frikadelle tilbage på bordet, når I er mætte, er det af hygiejnemæssige årsager også vigtigt at have den såkaldte "tre-timers-regel" for øje, fortæller Michael René.

- Den lune mad skal køles ned til under ti grader inden for tre timer efter, det er varmet op. Så mit råd er at servere små retter af flere omgange, så alt ikke opvarmes på samme tid, og så rydde bordet løbende og få maden på køl, siger Michael René.

3

Efter julefrokosten

- Covid har fyldt længe nu, og vi er blevet lidt trætte af alle de forbehold, men det er stadig vigtigt at tænke på hygiejnen - også bagefter. Hvis man vil gemme sine rester, er det bedre, at det ikke har stået inde på bordet med 20 mand, der har rørt ved fadet. Så server trinvist i små portioner på små fade, siger Michael René. (Foto: © Illustration: Anne Vestergaard, DR)

Når festlighederne er ovre, og der trods nøje planlægning alligevel er flere rester tilbage, end du kan klemme ned i sækken på egen hånd dagen derpå, kan det meste sagtens holde sig på frys eller køl.

- Hvis man har en ret fra julefrokosten, man ved, man spiser derhjemme ofte, er den oplagt at lægge i fryseren, for så er der større chance for, at man får spist dem efter jul også.

- Retter, man ikke spiser så tit, er oplagte at komme i køleskabet og spise i dagene efter. Ellers kan du også altid give venner og familie lidt rester med hjem, foreslår Michael René.

- Det kan også være en god idé at gøre sig selv den ulejlighed at skrive datoer på varerne, der ryger i køleskabet – også selvom man godt ved, det var den 17., man holdt julefrokost.

- Hver gang man så åbner køleskabet, står der bare en pakke med datoen og siger "spis mig". På den måde bliver man mindet om at få spist sine rester.