Lasse åbnede pizzeria for to måneder siden: Nu er det blandt de bedste i Europa

- Det er helt sindssygt, lyder det fra ejeren, der nu optræder på eftertragtet top 10-liste.

Nogle af Europas bedste pizzaer får du i København, ifølge en prestigefyldt pizzaliste over Europas 50 bedste. (Foto: Privat)

- Det er en crazy dag! Det er helt sindssygt. Det er for vildt, lyder det fra Lasse Wiwe, som ejer det nyåbnede pizzeria Luca med sin kammerat Daniel.

Siden han blev vækket klokken 6.30, har han været helt rundt på gulvet.

Der fik han nemlig serveret nyheden om, at Luca er kåret til det femte bedste pizzeria i Europa på en prestigefuld liste '50 Top Europe', der kan sammenlignes med pizzaernes Michelin-guide.

- Det er helt vildt. Vi har kun haft åbent i to måneder og ligger lidt gemt i København bag en masse metrobyggeri, og det er først for en uge siden, vi føler, vi rigtigt er kommet på plads, siger den 40-årige ejer.

Han havde ingen ide om, at de italienske pizza-smagsdommere havde været på besøg, så placeringen på listen er kommet som et stort og glædeligt chok for Lasse, som har boet i Italien i fem år og taler flydende italiensk.

Hemmeligheden bag den smagfulde pizza er, ifølge Lasse Wiwe, at de kun bruger de bedste råvarer. Og så selvfølgelig pizzadejen, som er meget luftig og helt unik, forklarer han.

Hemmelig opskrift

'Luca' er opkaldt efter en kendt pizzabager i Italien, Luca Platania, som Lasse Wiwe tog ned til for et halvt år siden. Efter tre dage med masser af rødvin og overtalelse lykkedes det at få lokket den hemmelige opskrift ud af pizzabageren.

Lasse har fået lokket en ellers hemmelig opskrift på pizzadej ud af en italiensk pizzabager. (© PR-Foto)

Angiveligt er det en hel videnskab, der inkluderer en 72 timers koldhævet pizzadej. Luca Platania var selv med til åbningen af Luca for to måneder siden og blev også meget glad, da han hørte om danskernes kåring i dag.

- Han var meget rørt og sagde, at han satte utrolig stor pris på, at vi havde været så ydmyge i håndteringen af hans produkter, fortæller Lasse Wiwe.

Flot 3. plads

Faktisk er Luca ikke de eneste danskere på listen over de bedste pizzaer i Europa.

På 11. pladsen ligger Mother fra Vesterbro i København, og den fornemste placering har Bæst på Nørrebro i København fået med en tredjeplads, kun overgået af et pizzeria fra London på førstepladsen og et i Paris på andenpladsen.

Selvom Bæst er to pladser foran, er det helt fortjent, mener Luca-holdet.

- Bæst har været igennem en lang rejse, som vi er på vej på nu. Vi er meget beærede over at ligge på samme liste som dem, siger Lasse, som skal fejre kåringen med pizza og cocktails på Luca.

- Ja, jeg spiser meget pizza i øjeblikket, må jeg erkende, så det er godt, jeg har en god træner, lyder det fra Lasse Wiwe.

Bliver du pizzasulten til weekenden? Så prøv en af disse opskrifter på lækker pizza.