Lasse David Povlsen åbner kun sit hobbybageri én gang om måneden. Men så står byen også i kø

I den lille by Uggelhuse står både lokale og folk fra oplandet i kø den første søndag i måneden for at købe morgenbrød og kanelsnegle ved Lasse David Povlsen. Her driver han sit 'bageri & bistro', fordi han ikke kan lade være.

Lasse David Povlsen i stalddørsåbningen til sit lille bageri (Foto: Mikael Kvist Laursen © (c) DR)

Allerede en halv time før åbning lunter den første kunde over gårdspladsen i træsko og stiller sig ved stalddøren for at være forrest. Ti minutter senere kommer den næste, og lidt i otte er hovedvejen i Uggelhuse fyldt med biler fra nabobyerne, og køen ved det lille bageri tæller nu over tolv mennesker. Nogle står og skutter sig og gaber, mens andre småsnakker, og solen begynder at blænde dem i øjnene.

Fra husets ene længe kommer Lasse David Povlsen med lange skridt gående over gårdspladsen med de sidste brød, der netop er kommet ud af stenovnen, og fra hovedhuset kommer hans kone Pia med opsatser af brombærsnitter, cookies og små kanelsnegle.

Der bliver udvekslet et par godmorgen ‘er, og en i køen joker med, at Lasse burde stille en kaffevogn op til de morgentrætte kø-gængere.

  • Få minutter før åbningstid, er gårdspladsen fyldt af folk, på trods af, at det er tidlig søndag morgen. (Foto: Mikael Kvist Laursen)
  • (Foto: Mikael Kvist Laursen)
  • (Foto: Mikael Kvist Laursen)
  • (Foto: Mikael Kvist Laursen)
  • (Foto: Mikael Kvist Laursen)
1 / 5

Et par minutter i otte overgiver Lasse sig, og siger at folk bare kan komme ind. Kort efter står de første kunder med fyldte, brune papirsposer i hænderne, og den næste time er der en konstant strøm af kunder til butikken.

Lasse har selv været oppe siden klokken fire for at færdiggøre alt det, han satte i gang i går: Kurvebrød, havrebrød, rugbrød, surdejsbrød og foccacia, og lige bag disken kører to ovne for fuld varme og bager ’morgenstykker’, som Lasse kalder dem. For hverken deres form eller smag kan gå for et klassisk bagerrundstykke. Og det skal de egentlig heller ikke.

- Hele min interesse ligger i, at det er et levende produkt, og det er de helt små ting der gør, at brødet ændrer sig. Og det synes jeg er vanvittig spændende, fortæller Lasse David Povlsen.

For Lasses bageri er alt andet end den traditionelle bagerbutik, som de fleste af os er vokset op med, og sammen med sin kone driver han 'bageri & bistro', som en hobby i den lille østjyske landsby med 500 indbyggere. Og så har de kun åbent én gang om måneden.

Inde i bageriet er der fuld gang i ovnene, der bager morgenstykker, og på hylderne bliver der fyldt op med forskellige brød. (Foto: Mikael Kvist Laursen)

Iværksætter på hobbyplan

Ideen til bageriet kom, da Lasse og hans kone for seks år siden besluttede sig for at flytte væk fra Aarhus for at få mere plads til dem og deres to børn. Og netop plads havde huset i Uggelhuse. Et par gamle kostalde har de i dag bygget om til bageri og bistro.

Lasse er nemlig uddannet kok og bagværker, men valgte efter syv år i restaurationsbranchen at lægge de lange dage og nætter, med alt for mange arbejdstimer, på hylden. I dag er han faglærer og underviser på kokkeuddannelsen på teknisk skole, Aarhus Tech. Men lysten til at have en fod inden for madbranchen hang ved.

- Jeg havde bare lyst til at være iværksætter og skabe noget herude, som ikke allerede eksisterede. Jeg har været vant til at arbejde rigtig meget som kok, og da havde jeg fået mere tid på hænderne, fik jeg ideen til dyrke min passion for brødbagning, samtidig med, at jeg kunne holde mig lidt up to date indenfor faget.

Og det viste sig at være en god ide. For den kø, som første søndag i hver måned samler sig i den lille landsby, har været der fra første åbningsdag for fire år siden.

- Dengang sagde vi til os selv, at nu prøver vi det her, og vi vidste virkelig ikke, hvor det bar hen. Jeg spredte budskabet i lokalområdet og til vores venner, og da vi så åbnede den første dag, var der bare en kø, som den der er i dag. Vi blev fuldstændig væltet bagover, og vi fik udsolgt i løbet af ingen tid.

Siden har Lasse og hans kone været nødt til at fordoble produktionen, for brødet går som – ja, varmt brød. Det samme gør de bistroaftenener, parret afholder om sommeren, hvor Lasse kokkererer gourmetmad til de heldige, der når at få en reservation.

Men at folk står op en søndag morgen og stiller sig i kø ved bageriet, kan stadig forbavse ham.

- Jeg følte i starten, at stedet var lidt af en hemmelighed. Jeg hørte først om det for et år siden, og har fundet ud af, at mine tre naboer kendte alt til stedet og tit handlede her. Siden er brødet blevet vores all-time-favorit derhjemme. Miriam Nyrup Madsen, folkeskolelærer, Assentoft. (Foto: Mikael Kvist Laursen)

- Det er jo helt vildt skørt, og hver gang bliver jeg faktisk en lille smule overrasket over, at der står så mange i kø. Det jo ikke et unikt produkt, jeg laver på den måde – det er bare brød. Så det er jo egentlig vanvittigt, at folk kommer en halv time, før vi åbner for at købe mit brød, men jeg synes, det er skidehyggeligt, siger Lasse David Povlsen med et grin.

Bolledej og fodbold

Og selvom Lasse ganske vist omtaler sit brød med vanlig jysk beskedenhed, så er der nok alligevel en grund til, at folk gerne står i kø en kold søndag morgen for det. Bag Lasses interesse for brødet ligger der nemlig en stor portion håndværk, viden og masser af eksperimenteren med den dej, hvor det hele starter.

- Jeg er kommet så godt som hver søndag siden stedet åbnende. Lasses brød smager bare så dejligt, at jeg gerne kører efter det, selvom jeg bor i nabobyen. Bente Larsen, pensionist, Assentoft. (Foto: Mikael Kvist Laursen)

Særligt det uventede aspekt ved at bage brød fascinerer ham. For når man arbejder med brød, kan man langt hen ad vejen bruge de samme ingredienser, men komme frem til vidt forskellige resultater både smags- og udseendemæssigt, forklarer Lasse.

- Det bliver aldrig det samme resultat, når man bager på den måde, som jeg gør. Dejen står for eksempel bare på mit køkkenbord og hæver, og hvis det er lidt koldt den dag, så hæver dejen ikke lige så hurtigt, og så skal jeg tilpasse min proces efter det. Og det er bare ét step af mange, der har betydning for resultatet. Det gør det vildt svært, og nogle gange kan det godt gå galt, men det er også det sjove i det.

Selvom Lasse hele tiden forsøger at forbedre sig, og lave noget der i hans optik er unikt og perfekt, er målet ikke, at hans brød skal blive til det samme produkt hver gang. Brødet kan variere i både størrelse, udseende og smag, men han håber, at kunderne sætter pris på, at de får noget nyt med hjem hver gang.

- Hvis det passer mig at slå dejen op klokken 15 dagen før, så gør jeg det. Men hvis der nu er fodbold i fjernsynet, så gør jeg det måske lidt senere, og så bliver det til et andet brød, siger Lasse.

Lasse henter nybagte brød fra stenovenen. (Foto: Mikael Kvist Laursen)

Passion på familiens præmisser

Den kø og efterspørgsel, som det lille Bageri & Bistro kan præstere, er nok noget de fleste butiksejere og restaurationer vil give deres højre arm for, men når man spørger Lasse, hvorfor de ikke udvider, satser det hele eller flytter det til en større by, er han faktisk slet ikke i tvivl.

- Vi har været fuldtidsselvstændige før og har drevet en lille kro, men der vil vi ikke hen i igen. Det var for vanvittigt i forhold til, hvor mange timer vi lagde i det. Det her er min hobby, og der skal være plads til vores almindelige arbejde, og at vi har et socialt liv et andet sted.

Det er heller ikke fordi, at det ikke er hårdt at drive en virksomhed ved siden af et fuldtidsarbejde, fortæller Lasse. Det meste af weekenden skal sættes af til åbningen, og selvom de som udgangspunkt kun åbner bageriet en gang om måneden, vil han holde fast i friheden til springe over en gang imellem, hvis der er behov for det.

- Det skal være sådan, at vi er, hvor vi er, og det skal være på familiens præmisser. Der skal stadig være tid til at tage til fodboldkamp, til fødselsdage og at lave alt muligt andet. Det er vigtigt for mig, at det her er hobbybaseret, og vi skal gøre det, fordi vi synes, at det er sjovt. Vi skal ikke skære fem år af vores levetid, fordi vi bliver stressede over det.

Lasse David Povlsen ved sit 'bageri & bistro' (Foto: Mikael Kvist Laursen)

Og at det efterhånden er blevet et fællesprojekt, som hele familien bakker op om og har fået interesse for, er den største bonus for Lasse.

– Her kan jeg kan være sammen med min familie, mens jeg gør mit håndværk. Jeg kan koncentrere mig, og jeg kan være ’på’ sammen med min børn, samtidig med at jeg er ’på’ i forhold til mit brød. På en åbningsdag med masser af mennesker, behøver jeg ikke lukke fuldstændig af eller være væk fra familien. Og det er fantastisk.

Så kan det godt være, at det er hårdt at stå op klokken fire om morgen, når man egentlig er B-menneske og elsker at sove længe. Men når man allerede dagen før glæder sig til at gå i gang, kan det alligevel ske, at man vågner før vækkeuret ringer, alene fordi det kribler i fingrene.

- Det er jo bare brød, men jeg tror, at vi har formået at lave et sted, som er så nede på jorden, hyggeligt og anderledes, at folk har lyst til at gøre en tur ud af det, når vi endelig har åbent.

Opskrifter

Lasse David Povlsen deler her sin opskrift på brød, der ikke skal æltes. Hvis du sætter dejen over i dag, kan du bage et fantastisk brød i morgen.

Facebook
Twitter