Lav en moderne engelsk brunch som Anne Hjernøe

Har du lyst til at prøve en ny udgave af den engelske brunch? Prøv Anne Hjernøes opskrift med hjemmelavede baked beans, squash-pandekager og søde kartofler med bacon

Vi både elsker og kender efterhånden alle den klassiske engelske brunch med baked beans, spejlæg og bacon. Men har du lyst til at prøve noget nyt, har Anne Hjernøe lavet en ny og mere moderne version af morgenmadsklassikeren.

En traditionel 'full English breakfast' indeholder altid bacon, pølser og æg og også gerne en form for ristet brød og baked beans. I daglig tale kaldes morgenmaden også for en 'fry up' - alt steges nemlig på panden.

Den solide morgenmad kan ifølge Wikipedia spores helt tilbage tilbage til 1300-tallet, hvor det i England blev anset som god skik altid at servere morgenmad for overnattende gæster.

English breakfast 2.0

Da Anne Hjernøe og Anders Agger i programmet 'Anne & Anders i Brexitland' besøgte England, lavede Anne en ny version af 'the full English'.

Anne laver selv sine baked beans fra bunden, så den er knap så sød og smager mere af tomat end den købte slags på dåse. Du kan se, hvor let det er i videoklippet ovenfor.

Derudover blev det til en stak saftige squashpandekager med mandelmel og stegte søde kartofler med bacon. Som tilbehør lavede Anne også en toast med avokado og citron som et lille sprødt element. Så mangler der bare en kande god kaffe til.

Find alle opskrifter til brunchen med baked beans, squashpandekager og søde kartofler med bacon her.

Prøv også at lave den lækre avokadotoast med citron og rødløg, som Anne serverede sammen med brunchen.

Er du mere til den klassiske brunch med pølser og scrambled eggs, får du en opskrift her.

Du kan se 'Anne & Anders i Brexitland' hver onsdag i august kl. 20.00 på DR1 eller på DR TV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk