Livia har skabt unik have på tredje sal: 'Det er blevet til mere, end jeg turde drømme om'

31-årige Livia Urban Swart Haaland fik et endorfinrush på en studietur, der ændrede alt. Nu dyrker hun mad midt i byen.

(Foto: Laura Bøge Mortensen)

Jeg husker tydeligt den aften, hvor jeg modtog mailen, der blev fuldstændig afgørende for mit liv.

Jeg sad på studiesalen på arkitektskolen. Det var mørkt udenfor, og på det tidspunkt var jeg kørt helt ned over studiet. Jeg kunne nærmest ikke komme op om morgenen, og min læge mente, jeg skulle melde mig syg, så dårligt havde jeg det.

Men så tikkede mailen ind. Det var svaret på en ansøgning om økonomisk støtte til den tagfarm, jeg drømte om at skabe. Danmarks første taglandbrug.

Jeg vidste med det samme, at det var min adgangsbillet til at droppe studiet, men kunne alligevel slet ikke rumme det. Det var min vej ud.

I dag er det vildt at tænke på, hvad der er sket siden da.

Fik præstationsangst over livet bag en computer

Lige fra jeg var barn, har jeg været vant til at skabe ting. Jeg er opvokset i et rækkehus nord for København. Vi boede tæt på naturen, og mine venner og jeg byggede huler i skoven. Derhjemme kunne jeg lave et sy- eller tegnebord med min mor og far, og jeg havde også min egen lille køkkenhave.

Som barn havde Livia Urban Swart Haaland sin egen køkkenhave. (Foto: Laura Bøge Mortensen)

Ingen i min familie var dog gode til at bygge noget, og det havde jeg troet, at jeg skulle lære, da jeg begyndte på arkitektskolen.

Men da jeg begyndte på studiet, opdagede jeg, at det var der ikke særlig meget af. Hurtigt foregik det hele foran en computer, og da jeg for alvor skulle begynde at tegne i de her 3D-programmer, så tabte jeg sutten.

Det endte med, at jeg fik dyb præstationsangst af at være på skolen. Det ligger nok lidt til mig at stille umennneskeligt store krav til mig selv, men jeg har opdaget, at angsten især kommer, når jeg arbejder med noget, der udelukkende foregår oppe i mit hoved eller på en computer. Så bliver jeg meget hurtigt i tvivl om, om det, jeg gør, er godt nok.

Hvis jeg i stedet laver noget med mine hænder - noget der med det samme kan tages i brug, så får jeg det ikke på samme måde.

Rejsen der gav svaret

Da jeg gik på arkitektskolen, rejste jeg på et tidspunkt til New York med min mor og min søster. Jeg havde sat mig for, at vi skulle op og se byens tage, og i min research fik jeg øjnene op for tagfarmen Brooklyn Grange. Det er verdens største tagfarm, og dengang havde jeg aldrig hørt om konceptet.

Besøget hos verdens største taghave i New York City gjorde dybt indtryk på Livia Urban Swart Haaland. Senere startede hun Danmarks første taghave sammen med to medstiftere. (Foto: Anastasia Cole Plakias © Brooklyn Grange Rooftop Farm)

Men lige pludselig stod jeg i en vildt smuk have med en kæmpe fødevareproduktion på 11. etage med udkig til hele Manhattans skyline. Her voksede et væld af grøntsager, frugter og friske krydderurter, og jeg husker mødet som et enormt endorfinrush. Ideen om, at man faktisk kunne have en fødevareproduktion i en storby, inspirerede mig dybt.

Selvværdet eksploderede

Da jeg kom hjem fra New York, kunne jeg ikke slippe ideen om denne her tagfarm, så jeg begyndte bare at undersøge alt omkring, hvordan man dyrker mad i byen. Selvfølgelig fandtes der fælleshaver og kolonihaver, men der skete slet ikke nok i Danmark, tænkte jeg.

Jeg besluttede derfor at tage et års orlov fra arkitektstudiet for at arbejde på min ide. I det følgende år oplevede jeg, at mit selvværd og følelsen indeni blev hundrede procent bedre. Det eksploderede nærmest.

Når man begynder at dyrke jorden, så opdager man, hvor gavmild naturen er, mener Livia Urban Swart Haaland. En fennikel som denne sætter tusindvis af frø. Frø, som enten kan spises eller bruges til at så nye planter næste år. (Foto: Laura Bøge Mortensen)

Jeg begyndte med at leje et køkkenhavelod med to veninder på noget, der hedder Grantoftegård i Ballerup. Det var et projekt, der gik ud på, at man kunne blive lært op af en professionel gartner og en landmand. Her opdagede jeg, hvor godt jeg fik det af at arbejde med noget så konkret som dyrkning af jord.

Jeg lærte at så, plante og forholde mig til skadedyr i et økologisk landbrug. Jeg opdagede, hvor meget liv der er i en have, og hvor gavmild naturen er.

Der gik ikke mange måneder, før jeg satte mig for at starte en fælleshave op på Vesterbro, og hurtigt rendte jeg ind i de to mennesker, Sofie Brincker og Kristian Skaarup, som jeg senere skulle skabe Danmarks første tagfarm med.

Ramt af følelsen igen

Da mit orlovsår var gået, startede jeg igen på arkitektskolen. Vi var faktisk i fuld gang med at skabe den her tagfarm, men vi ventede stadig på svar fra en fondsansøgning, for vi manglede økonomi til at realisere projektet.

Lige så snart jeg startede på arkitektskolen, ramte følelsen af ubehag mig. Orlovsåret havde været det bedste, jeg havde gjort for mig selv. Det var den mest lykkeagtige følelse, siden jeg havde kørt i studentervogn, og bare da jeg stod af cyklen ude foran arkitektskolen, blev jeg overvældet af den samme følelse af mindreværd, som jeg havde haft tidligere.

Jeg havde nærmest oplevet det lidt traumatisk at blive for længe i noget, der ikke gjorde mig glad. I sidste ende er man jo herre over sit eget liv, og hvis man bliver for længe i noget, der ikke gør én glad, så mister man tilliden til sig selv.

60 timers arbejdsuge

Der gik heldigvis ikke lang tid, før vi fik svar fra Fonden for Økologisk Landbrug, som ville støtte vores ide om en taghave med penge. Da jeg fik den mail, vidste jeg, at nu kunne jeg droppe studiet for at fordybe mig i dét, som egentlig gjorde mig glad.

I dag fungerer ØsterGRO som et lille økologisk landbrug inde i byen med høns, kaniner og bistader. ØsterGRO har omkring 40 medlemsfamilier, som hjælper de ansatte med at passe haven og dyrene. Hver onsdag er der fællesarbejdsdag på taget, hvor folk udefra også kan være med og lære at dyrke jorden. (Foto: Laura Bøge Mortensen)

Kort tid efter startede vi tagfarmen ØsterGRO på et tag på Østerbro i København, og der kunne jeg uden problemer arbejde 60 timer om ugen. Min stress fra studietiden var fuldstændig væk.

De første år knoklede vi konstant, jeg havde ingen weekender og ingen ferie. Det var fedt, og selvfølgelig havde jeg mange bekymringer, men det var skabelsen af noget, jeg længe havde længtes efter – at få fødevareproduktion til byen. At skabe forbindelsen fra jord til bord i byen og få muligheden for at invitere alle der havde lyst til at være med.

Åbnede restaurant

I begyndelsen var der meget skrivebordsarbejde, sådan er det for alle iværksættere, men jeg gik selvfølgelig også i haven. Det var faktisk de mange timer, der gik med at rode i jorden, der gjorde, at jeg kunne klare alt det administrative.

Efter et par år fik vi også skabt en restaurant, og det betød, at vi kunne begynde at leve af det. Jeg har også taget en gartneruddannelse undervejs, simpelthen for at blive dygtigere til at dyrke.

I dag er vi et hold på 11 ansatte, og der er fornuftig økonomi. Det er ikke noget, man bliver rig af, men det løber rundt.

Når jeg tænker over forløbet, så er det vildt, at jeg er havnet her. Jeg er enormt taknemmelig og har stor respekt for folk, der tør at vælge om og lytte til sig selv. Jeg har heldigvis fået tilliden tilbage til, at jeg godt kunne forme det liv, der gør mig lykkelig.

Det her er blevet til meget mere, end jeg turde drømme om.

Livia drømmer ikke om en fremtid, hvor byerne byer skal være selvforsynende med mad dyrket på tagene. Men hun drømmer om en verden, hvor byboere er mere bevidste om den mad, de forbruger, fortæller hun. (Foto: Laura Bøge Mortensen)
Facebook
Twitter