Magisk, intens og uforglemmelig: Udlandet jubler over ny dansk restaurant

7.000 madentusiaster fra hele verden står allerede på venteliste til et bord på den nye restaurant Alchemist.

Det er lidt af et syn, gæsterne bliver mødt af på Alchemist, når de indtager deres 50 'indtryk' under en gigantisk dome, hvor der afspilles en videoinstallation med forskellige fisk og plastik. (© Alchemist)

En magisk oplevelse. Måske verdens mest ekstravagante restaurant. Et måltid man aldrig vil glemme.

Sådan lyder nogle af de rosende ord, som udenlandske madanmeldere har kastet efter den nyåbnede restaurant på Refshaleøen i København, Alchemist.

Det er kun lidt under en måned siden, at restauranten åbnede, og efter bare fire minutter meldte hjemmesiden alt udsolgt for de næste tre måneder.

I dag står 7.000 madentusiaster på venteliste, og i det hele taget har opmærksomheden været massiv, fortæller den daglige leder, Katja Seerup Clausen.

- Interessen fra udlandet har været enorm. Vi vidste nok godt, at der ville være stor interesse, men vi havde ikke regnet med, at vi ville melde alt udsolgt de næste tre måneder på fire minutter, fortæller hun.

'Tænk ud af boksen': Denne ret indeholder lammehjerne og kirsebærsovs og er samtidig en kommentar til madspild. Bonusinfo: Hjernen er saltet og dampet i syv minutter på 52 grader for at bevare teksturen. (© Alchemist)

'Intens' og 'magisk'

At Alchemists åbning har været imødeset både i ind- og udland kan man se, hvis man læser nogle af de mange anmeldelser fra internationale medier.

Hos den britiske online-avis The Independent, kalder journalist og madanmelder Clare Vooght sin oplevelse på Alchemist for 'intens'.

- På én aften har jeg både fået sat spørgsmålstegn ved mit kødforbrug, og jeg har følt, hvordan det må være at indtage plastik. Jeg har spist noget teknisk glimrende mad, af allerhøjeste kvalitet, og er blevet betjent med fejlfri service. Alligevel har det fået mig til at gibbe, grine og tænke over nogle af tidens største samfundsproblemer, helt ned til vores plads som mennesker i verden. Og på den måde er Alchemist perfekt anarkistisk, skriver hun.

Livsstilsmagasinet Vanity Fair har også besøgt restauranten på Refshaleøen, som de mener giver nyt liv til ordet ekstravagant.

- Alchemist er magisk. Blandt andet fordi, det ikke minder om noget andet sted i verden, skriver madanmelder Lisa Abend.

Herhjemme har blandt andet Berlingske givet seks stjerner under overskriften 'Alchemist er verdens mest hypede restaurant - med god grund'.

50 'indtryk' og den bedste vin = 7.500 kroner

Restauranten Alchemist har tidligere holdt til på Østerbro i København, hvor der var sidste servering den 22. december 2017.

Efter halvandet års pause på grund af flytning til nye lokaler i de gamle B&W-haller på Refshaleøen med dertilhørende ombygning og investeringer for små 100 millioner kroner åbnede Alchemist 2.0 for første gang for offentligheden den 4. juli i år.

Her får de 40 spisende gæster per aften serveret 50 'indtryk', som restauranten kalder sine retter, til den nette pris af 2.500 kroner.

Kombinerer man maden med den mest eksklusive vinmenu, går man fra restauranten mæt og samtidig 7.500 kroner fattigere.

Den 28-årige køkkenchef Rasmus Munk er et stjerneskud på den internationale restaurant-himmel og må være godt tilfreds med de mange positive anmeldelser fra ind- og udland. (Foto: SOREN GAMMELMARK)

Samtidig ønsker restauranten, at man kommer ud med helhedsoplevelse, som bevæger sig langt ud over det, man får serveret på tallerkenen.

Helt fra begyndelsen har Alchemist nemlig været tænkt som en restaurant, der skulle forene mad, teater og kunst. Derfor har man hos Alchemist ansat en kunstner, en forsker og en dramaturg til at skabe helhedsoplevelsen.

- Maden, som køkkenchef Rasmus Munk laver, skal selvfølgelig smage godt og være lavet af de bedst mulige råvarer. Samtidig er der er budskaber og historier bag alle retter.

- Der er tænkt over alt ned til mindste detalje - fra temperaturen på bestikket i forhold til rettens temperatur, til lys og lyd alt efter hvilket 'indtryk' man spiser, siger daglig leder Katja Seerup Clausen.

'Plastic Fantastic'. Denne ret indholder grillet torskekæbe og er en kommentar til, at op mod en tredjedel af alle torsk fanget i Nordeuropa indeholder rester af plastik. (© Alchemist)

'Selvfølgelig har vi kæmpehøje ambitioner'

Hos Alchemist er man glade for de gode anmeldelser fra både ind- og udland i forbindelse med åbningen.

Og det giver blod på tanden, selvom anerkendelse ikke er det vigtigste ifølge den daglige leder, Katja Seerup Clausen.

- Selvfølgelig har vi kæmpehøje ambitioner, og det er dejligt at få anerkendelse, men det er ikke det vigtigste at blive kåret som verdens bedste restaurant eller at få tre Michelin-stjerner.

- Vi vil gerne være de bedste, inden for det vi laver; at tilbyde en ny oplevelse, hvor man rykker grænserne for, hvad et måltid kan, siger hun.

Vinkælderen hos Alchemist er et kapitel for sig. Den er tre etager høj og indeholder mere end 10.000 flasker vin. (© Alchemist)
Facebook
Twitter