Misforstået juleslik er bedre end sit ry: 'Jeg kan slet ikke stoppe med at spise dem'

For nogle er det ikke jul uden frugtflæsk. Men det er ikke en klassisk vingummi, som nogle tror.

Måske havde din mormor dem altid i sin konfektskål til jul.

Måske kender du dem kun fra butikshylderne og har undret dig over, hvem der spiser sådan noget.

Eller også synes du, at det slet ikke er jul uden en pose med frugtflæsk.

For ja, den farverige frugtkonfekt – også kaldet juleflæsk – er og bliver en tilbagevendende gæst på julebordet i mange danske hjem.

En af dem, der er kæmpe fan af den bløde julekonfekt, er slik-entusiast Katrine Emme Thielke, der driver hjemmesiden Slikleksikon.

Det knasende sukkerlag giver en fin kontrast til frugtflæskets bløde indre. (Foto: Laura Bøge Mortensen © dr)

- Jeg kan slet ikke stoppe med at spise dem, når jeg først får åbnet en pose. Min mor og jeg har mange gange kæmpet om dem, så der går ikke langt tid, før posen er tom, siger hun.

Hun forbinder de søde stykker konfekt med jul og nyder med stor begejstring både den klassiske version og den ensfarvede udgave med abrikos-flæsk.

Sidstnævnte er dog formet lidt anderledes end den flerfarvede udgave – og lad os være ærlige; de 'ligner lidt en numse', som Katrine Emme Thielke udtrykker det.

Hvorfor de særligt er et hit til jul, er der en god forklaring på, ifølge smagskonsulent Lisbeth Ankersen. Hun arbejder med smagsudvikling og underviser blandt andet dommerne ved Danish International Food Contest.

- Det, der skaber vores smagspræferencer, er blandt andet, om vi forbinder smagen med noget godt. Sådan noget som mandariner og appelsiner forbinder vi jo gerne med jul, fordi det er det, vi har været vant til at spise der. Det er de smage, vi finder i frugtflæsken også, siger Lisbeth Ankersen og tilføjer:

- Det er en old school type slik, men det er jo også det, vi går efter, når det er jul. Det minder os om julehygge.

Traditionen vinder med andre ord over kvalitet, selvom der ikke nødvendigvis er noget dårligt at sige om frugtflæsk, mener Lisbeth Ankersen.

Mere en gelé end en vingummi

Hvis du skal beskrive frugtflæsk for en, der ikke kender den type slik, vil mange sikkert sammenligne dem med vingummi.

Men selvom de små stykker frugtflæsk ganske rigtigt ligner pangfarvede vingummier, skal du ikke lade dig narre.

Frugtflæsk kommer nemlig med noget andet – de er for det første altid vendt i sukker, og for det andet er de meget blødere end de vingummier, vi kender fra slikposerne.

Der er med andre ord tale om et helt andet bid. Et meget blødt et.

- Jeg synes, det er en misforståelse, når folk kalder dem for vingummier – juleflæsk er en gelé rullet i sukker. Så når nogle synes, det er for blødt i munden, er det nok fordi, de tror, at de skal spise en vingummi, der har mere bid, siger slik-entusiast Katrine Emme Thielke.

Frugtflæsk, der i sin nuværende form har eksisteret i mange årtier, dukker hvert år op i butikker sammen med alle de andre julegodter. (Foto: Laura Bøge Mortensen © dr)

Hun bakkes op af Lisbeth Ankersen, der også synes, at frugtflæsk lægger sig mere op ad gelé end den hårdere vingummi.

- Det, der er anderledes i forhold til vingummier, er, at flæsk altid har et lag af sukker på. Vi kan jo godt lide, at der er nogle kontraster i vores slik – yderst har vi det knasende sukkerlag, og så har vi det bløde voksagtige indre, fortæller hun.

En lignende gelé-agtig type slik finder vi i øvrigt i Tyrkiet. Deres bløde konfekt, som vi herhjemme bedst kender under navnet 'turkish delight', minder nemlig om frugtflæsken. De er dog ofte krydret med rosenvand eller citron, og har eksisteret i flere hundrede år.

Vil du lave din egen frugtflæsk til jul? Her er Mette Blomsterbergs opskrift på hindbærflæsk: