Morgenmad er guld værd: Diætistens 3 tips til at starte dagen sundt

Spis fuldkornsprodukter til morgenmad, siger Kit Henningsen, diætist i DR1-programmet ’Generation XL’. Spiser du en sund og mættende morgenmad, mindsker du nemlig risikoen for at overspise resten af dagen.

Du har muligvis hørt det før: Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Men forholder det sig reelt set sådan?

- Et dagligt morgenmåltid er ifølge flere amerikanske undersøgelser og anbefalinger med til at forebygge og behandle overvægt, siger Kit Henningsen, som er klinisk diætist på børneafdelingen på Holbæk sygehus og medvirker i DR1-programmet ’Generation XL’.

I programmet hjælper hun og overlæge Jens-Christian Holm fem børn med at opnå en sundere livsstil.

Tryk play på videoen øverst i artiklen og få opskrifterne på tre sunde morgenmadsgrød.

Morgenmad giver mindre lækkersult

Kit Henningsen sammenligner morgenmåltidet med at hælde benzin på en bil. Den kan ikke køre uden, og du kan altså heller ikke fungere optimalt uden at spise en god og mættende morgenmad.

- Spiser du morgenmad, opnår du en bedre mæthedsfølelse i løbet af dagen, siger Kit Henningsen. Og flere undersøgelser viser, at du bliver mindre lækkersulten og er mindre tilbøjelig til at overspise, når du har spist en sund og mættende morgenmad.

Diætistens tre tips til morgenmåltidet

Kit Henningsen giver dig her nogle gode råd til, hvordan du bør starte din morgen.

  1. Spis morgenmad, der mætter

    Det bedste er havregryn, havregrød, minifras, havrefras eller rugfras. Spis det med skummetmælk eller minimælk og eventuelt 1 teskefuld sukker.

    Du kan også spise rugbrød eller andet fuldkornsbrød - det må gerne være ristet.

    Pålæg kan for eksempel være en skive ost, æg eller kødpålæg.

    Du bør spise fuldkornsprodukter til morgenmad, da fuldkorn blandt andet er rigt på kostfibre, hvilket gør, at maden mætter mere, og derfor spiser du naturligt mindre.

  2. Sæt tid af til at spise morgenmad

    Når man hurtigspiser, mætter maden ikke nær så godt, som hvis du tager dig tid til at spise. Derfor er det vigtigt at sætte tid af til dit måltid hver morgen.

    Spis gerne sammen i familien, hvis det er muligt.

  3. Husk at drikke

    Det er godt at starte dagen med at holde væskebalancen i orden, og om morgenen er det mange timer siden, man sidst har drukket.

    Du kan drikke vand, kaffe, the eller et glas mælk.

Fødevarestyrelsen anbefaler også, at du spiser en sund og mættende morgenmad hver dag, da morgenmad er vigtigt for at få energi til hjernen samt for koncentrationsevnen i løbet af dagen.

DR Mad har udviklet tre forskellige slags grød til morgenmaden, som er både sunde, lækre og hurtige at lave. Opskrifterne er godkendt af diætist Kit Henningsen.

Få opskrifterne nedenfor eller tryk play i videoen øverst i artiklen.

Anna Skov SørensenKøleskabsgrød med bær og skyr 5 min. 1 pers.
timeperson

Anna Skov SørensenSimpel havregrød med æble 5 min. 1 pers.
timeperson

Anna Skov Sørensen'Chai'-havregrød med ingefær 10 min. 1 pers.
timeperson

Del: