Nicolai fik nok af dødssyg hverdag i København - solgte alt og laver nu mad over bål i en svensk skov

Hvorfor skrider man fra et velbetalt job og stor lejlighed for at bo i et gammelt træhus? Kort svar: Bålmad.

(Foto: Eva H. Tram © Homemade Agency)

Der går ikke en dag, hvor Nicolai Tram ikke tænder et bål.

Han er hverken pyroman eller spejder. Han er en kok, der tjener penge på at lave det, han holder allermest af: At sidde ude i den svenske skov, stirre ind i flammerne og tilberede mad over gløderne.

Men sådan har det ikke altid været. For halvandet år siden levede han et travlt liv i København.

Et liv hvor han på papiret havde alt, hvad han kunne ønske sig. En familie, en stor lejlighed og et godt betalt job som madkonsulent i tv-branchen. Problemet var bare, at han konstant følte sig utilstrækkelig.

- Både min kone og jeg arbejdede fuldtid. Klokken 16.30 modtog jeg altid en sms, hvor der stod 'hvem køber ind til aftensmad?'. Så hastede jeg ned i Netto, for at hive et eller andet dødssygt ned fra hylderne. Når jeg kom hjem, så stod den på aftensmad, tøjvask og putning, og hele tiden følte jeg, jeg var bagud på point, fordi jeg hele tiden havde så fucking travlt, fortæller Nicolai Tram, som til juli er aktuel med bogen Bålmad.

Når hans to børn til sidst var faldet i søvn hen på aftenen, sad han fladmast i sofaen og stirrede ind i sin telefon. Det samme gjorde hans kone.

- Så sad vi der i hver vores digitale hule, og jeg kunne nærmest undre mig over, hvorfor det nu egentlig lige var, at vi havde fået børn sammen.

Forelsket i et hus fra 1800-tallet

Hvis 39-årige Nicolai Trams liv havde fået lov at fortsætte i samme gear, så havde deres forhold nok ikke overlevet, fortæller han. Men Nicolai Trams liv fortsatte på ingen måde i samme gear, for i sommeren 2017 købte familien et svensk brændefyret træhus fra 1800-tallet to og en halv time væk fra København.

- I begyndelsen tog vi derop efter arbejde hver fredag. Vi tændte op i pejsen, vi lavede mad og gik ture. Vi vågnede om morgenen og sagde 'hold kæft, hvor er det fedt det her'. Søndag aften når vi skulle tilbage til København igen, så begyndte vores ældste søn at stortude. Da han endelig faldt i søvn i bilen, så græd min kone og jeg. Vi havde forelsket os i et andet hjem og i et andet liv.

Tidligere var aftensmad et måltid, der skulle overstås så hurtigt som muligt hjemme hos Nicolai Tram. I dag kan en middag trække ud i flere timer, når de sidder rundt om bålet. (Foto: Eva H. Tram © Homemade Agency)

I dag føler Nicolai Tram, at han nærmest var sit liv utro i de måneder, hvor huset i Sverige bare var et sommerhus. Men til sidst var forelskelsen så stærk, at han og konen besluttede at flytte permanent ud i den svenske skov.

- Det skete meget pludselig, og alt var bestemt ikke gennemtænkt. Vi sagde vores job op, vi solgte alt. Hele lortet. Lejligheden, bilen og alle vores møbler lige med undtagelse af sengen.

'Bålet gør mig tanketom'

Ude i den svenske skov begyndte parret ligeså langsomt at skabe en virksomhed, som gik ud på, at de sammen skulle producere madhistorier og opskrifter til en række medier.

Nicolai Tram kunne lave mad, og med en baggrund som fotograf og madskribent kunne hans kone tage billeder og skrive teksten. Men for Nicolai Tram vækkede båltænding noget dybt i ham.

- Jeg har altid været sindssygt rastløs, men da jeg begyndte at lave bål, så tvang det mig til at være nærværende. Bålet gør mig tanketom. Det minder mig om, da jeg var dreng og tegnede modelfigurer, hvor jeg slap alt omkring mig, siger Nicolai Tram.

Når han har afleveret sine børn om morgenen i den lokale svenske skole, går han derfor i gang med at bygge et bål som noget af det første.

Stille og roligt vælger han de helt rigtige kævler ud fra sin enorme birkebrændestabel, imens han nøje overvejer, hvordan træet skal stilles op, så bålet brænder på den mest optimale måde. Når flammerne bliver til gløder, begynder han sin madlavning, og så støder konen Eva til for at tage billeder.

Nicolai Tram eksperimenterer dagligt med mange forskellige bål og grill-teknikker. Her griller han en laks på gammel finsk 'loimulohi'-maner. (Foto: Eva H. Tram © Homemade Agency)

Milevidt fra frysepizza

I øjeblikket går de fleste af Nicolai Trams dage med at lave bål, og det passer ham faktisk fint.

For jo flere bål han tænder, og jo mere mad han laver over bålet, desto mere opdager han, at den intense varme og svære temperaturstyring udfordrer ham og motiverer ham.

- Det er milevidt fra den Grandiosa-frysepizza jeg engang i en snæver vending kunne rive op af frysedisken i Netto, og den gamle Nicolai ville nok være blevet rastløs, men jeg elsker mit nye liv. Bålmad er bestemt ikke hurtigt, men det synes jeg er en fed ting, for det tvinger os til at være sammen og nærværende, siger Nicolai Tram og fortsætter:

- Selvfølgelig sidder vi da ikke hele familien hånd i hånd hver dag og synger fællessang heroppe i Sverige, og det sker da, at vi tager hen på det lokale pizzeria. Men seriøst. Jeg er så færdig med, at alt mad skal være hurtigt og nemt.

Bliver du lækkersulten? Så tjek denne opskriftssamling med lækkert grillmad og denne med lækkert grilltilbehør.

Facebook
Twitter