Nu ændrer Carlsberg ikonisk kvinde på øletiket: 'De ved, det vil skabe debat'

Det er smart, men også kalkuleret, når Carlsberg ændrer etiket på Den Gyldne Dame, mener museumsdirektør.

Sådan ser den nye etiket ud. Nu serverer kvinden ikke længere øl, men drikker den selv. Desuden dækker l'et i ordet guld mere for hendes brystparti. (© Tuborg / Grafik: Nicolai Bruun)

Måske lægger du mærke til det, næste gang du tager på bodega og får langet Den Gyldne Dame over disken.

Én af Tuborgs bedst kendte øl får nemlig nyt betræk på, skriver Carlsberg, der ejer Tuborg, i en pressemeddelelse. I stedet for at damen på etiketten står med en bakke i hånden, vil hun fremover stå med en øl i hånden.

Desuden er hendes bryster mindre synlige på den nye etikette, efter at l'et i ordet "guld" dækker hendes bryst.

- Vi har gentænkt designet og efter nøje overvejelse fjernet serveringsbakken og i stedet givet hende en øl i hånden, siger Michelle Lægdsgaard Larsen, der er brand manager hos Tuborg, ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det har vi gjort, fordi vi ønsker at illustrere en moderne kvinde, der er med til festen på sine egne præmisser.

Her er øllens etiket, som den så ud i 1995, og som den kommer til at se ud fremover. (Foto: Tuborg © Tuborg / Foto: Tuborg © Tuborg)

Museumsdirektør: Smart og kalkuleret

Julie Rokkjær Birch kalder det nye tiltag for "fedt". Hun er direktør for museet Køn i Aarhus, der beskæftiger sig med kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.

- Allerførst er det en rigtig smart marketingafdeling, fordi de ved, det vil skabe debat. Køn og ligestilling er oppe i tiden, siger hun og peger på, at man ved, at ændringen vil skabe debat og omtale.

Bryggeriet oplyser, at de har været i dialog med flere meningsdannere og eksperter i kønsopfattelse samt blandt andet Dansk Kvindesamfund i forbindelse med tilblivelsen af den nye etikette.

Og det er altså blandt andet på den baggrund, at den gamle gulddame nu har ændret karakter.

Julie Rokkjær Birch fortæller, at der er mange i de yngre generationer, som kræver, at virksomhederne følger med tiden, og at mange virksomheder forsøger at ride med på bølgen.

Men der vil også være en gruppe, som vil gå imod ændringerne, understreger hun:

- Den Gyldne Dame er lidt af en institution i Danmark, og vi så også, at der var mange, som kom op i det røde felt, da navnet på eskimoisen blev ændret. Så der er med garanti nogle, der vil begræde det.

Det var den fynske model Annette Strøyberg, som i sin tid stod model som den berømte guldpige. (© Tuborg)
Facebook
Twitter