Prinsesse Marie vil bekæmpe madspild: 'Det er mangel på respekt'

Biksemad, guacamole og andre royale retter er med i ny kogebog, der skal mindske madspild.

At stege biksemad på gårsdagens rester eller lave indkøbssedler på baggrund af køleskabets gemmer er næppe noget, man forbinder med en prinsesses hverdag.

Men for prinsesse Marie er det helt naturligt at tænke på rester og madspild, når aftensmåltidet skal planlægges.

- At mindske madspild har været en del af min opdragelse. At smide mad ud var bare ikke noget, man gjorde, skriver prinsesse Marie i en ny kogebog om madspild, som hun har leveret opskrifter og forord til.

Kogebogen hedder 'Mad med respekt,' og forfatteren bag er madspildsaktitvisten Selina Juul, som også er stifter af foreningen Stop Spild af Mad.

Prins Henriks guacamole

I bogen kan man få tips og tricks til, hvordan man som privatperson begrænser sit madspild. Derudover indeholder udgivelsen en række opskrifter på retter, der er oplagte at lave på rester.

Opskrifterne, som prinsesse Marie har bidraget med, tæller blandt andet baconkartofler, Prins Henriks guacamole og biksemad. Og lige netop biksemad er prinsessen særlig glad for.

- Jeg er fan af biksemad, sagde prinsessen med et stort smil til bogreceptionen, som blev afholdt hos forlaget Gyldendal.

- Inden vi handler, kigger jeg altid først efter, hvad vi har i køleskabet. Jeg er også opmærksom på, at vi ikke køber for meget, og så fryser vi altid ned, fortæller prinsessen.

- Herhjemme tager vores børn madspild meget alvorligt. De skælder mig ud, hvis jeg kommer til at smide noget godt ud. De siger: 'Nej mor, du ved, at det er mad, som stadig kan spises,' fortæller Prinsesse Marie. (Foto: Mikkel Adsbøl © Gyldendal)

'At smide mad ud er mangel på respekt'

At Prinsesse Marie går ind i kampen mod madspild er ikke noget nyt. Som protektor for Folkekirkens Nødhjælp har hun blandt andet tidligere indviet organisationens madspildsbutikker - de såkaldte Wefood-butikker.

Men hvorfor denne interesse for madspild?

I kogebogens forord beskriver Prinsesse Marie, at sultkatastrofen i Etiopien i 1980'erne var med til at gøre hende bevidst om, at man ikke kan tillade sig at kassere mad.

- De chokerende billeder af børn, der led, fordi de manglede mad, har siden påvirket min holdning til fødevarer. At smide mad ud er ikke kun mangel på respekt for naturens ressourcer, men også for mennesker og især børn uden adgang til tilstrækkelig mad og uden mulighed for at spise sig mætte hverdag.

Vil du også gerne mindske dit madspild?

Her kommer fem konkrete råd fra kogebogen 'Mad med respekt' om, hvordan man kan undgå, at maden ender i skraldespanden.

  1. 1

    Lav en madplan: Det lyder lidt kedeligt, men en madplan er en effektiv vej til at undgå madspild. Når du laver en madplan, kan du nemmere få overblik over eventuelle rester, og hvordan de kan indgå i nye retter. Du behøver ikke lave en madplan for en hel uge - prøv i første omgang at lave en plan for 2-3 dage.

  2. 2

    Regn i portioner: Aftensmad er ofte den største kilde til madspild. Mange er dårlige til at gemme rester, og endnu flere laver alt for meget mad af frygt for, at der ikke er mad nok. En voksen person bør spise 500-550 gram mad pr. måltid. Overvej, om du laver for meget mad, næste gang du køber ind.

  3. 3

    Indfør søndagsfrokosten: Måske kan du at indføre traditionen søndagsfrokost med temaet 'tøm-køleskabet'. Du kan selvfølgelig spise køleskabsrester alle ugens dage, men om søndagen har vi tit tid til at anrette det lidt lækkert.

  4. 4

    Husk at brug datovarerne: Datovarer er en god måde at begrænse madspild, og vi danskere er generelt vilde med de billige datovarer. Men hvis du reelt vil gøre en forskel, så husk at få spist dem i tide. Ellers flytter du bare madspildet fra supermarkedet over til din egen husholdning. Hvis ikke du kan nå at bruge datovarer, så frys dem ned. Gammel frugt kan for eksempel senere bruges i smoothies.

  5. 5

    Læs datomærkningen rigtigt: Kender du 'bedst før'-mærket? En vare med dette mærke betyder, at du godt kan bruge den efter denne dato. Du skal blot bruge dine sanser og selv vurdere, om varen virker fin. Især tørvarer kan bruges i lang tid efter, de har overskredet bedst før.