Rasende kok sagsøger Michelin over mistet stjerne: 'Jeg føler, at mine forældre er døde for anden gang'

Fransk kok finder sig ikke i at få frataget sin tredje stjerne. Eller blive anklaget for at bruge cheddar.

Glæden var stor, da den hatteklædte kok Marc Veyrat og hans restaurant La Maison des Bois i februar 2018 fik tildelt sin tredje Michelin-stjerne. I år er glæden dog afløst af skuffelse og en konflikt med Michelin. (Foto: JACQUES DEMARTHON © Scanpix)

Michelin-stjerner er ikke sådan at spøge med.

Verden over knokler kendte kokke for at gøre sig fortjent til én, to eller optimalt tre stjerner i den famøse restaurantguide fra franske Michelin – og historier om pressede kokke, der bukker under i ræset efter stjernerne, er nemme at finde.

Det er derfor ikke småting, når en restaurant fratages en stjerne. Det ved den kendte, franske kok Marc Veyrat alt om.

Han opnåede i 2018 endelig sin tredje stjerne, men allerede i januar i år mistede han den flotte topkarakter på sin restaurant La Maison des Bois, der ligger i grænseområdet Haute-Savoie mellem Italien og Schweiz.

Det har nu fået den 69-årige kok til at sagsøge Michelin, skriver New York Times.

Marc Veyrat føler sig 'nedværdiget' og er så skuffet, at han allerede i sommer bad om helt at blive fjernet fra den prestigefyldte guidebog.

- Jeg føler, at mine forældre er døde for anden gang. Kan du forestille dig den skam, jeg føler? Jeg er den eneste kok i historien, der får en tredje stjerne og mister den året efter, udtalte Marc Veyrat til Le Point tidligere i år.

Marc Veyrat sagsøger blandt andet guiden, fordi han gerne vil 'belyse de konkrete grunde' til at fjerne hans restaurants tredje stjerne, og fordi han ikke føler, at der er nok åbenhed om guidens vurderinger.

Sådan så jubelscenerne i Paris ud, da holdet fra La Maison des Bois modtog topkarakteren på tre stjerner i 2018. Kokken i midten er Christophe Bacquie, der har restauranten sammen med Marc Veyrat. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Cheddar eller ej?

Som udgangspunkt bliver kokke nemlig ikke orienteret om, hvorfor de mister en stjerne, men det vil Marc Veyrat ikke finde sig i, og han har derfor både krævet og fået svar.

Det har dog på ingen måde dæmpet balladen mellem de to parter.

Det viser sig nemlig, at anmelderne, der besøgte kokkens veganervenlige restaurant, noterede sig, at der var cheddarost i en soufflé, fordi 'den var gul'.

Men det var safran, fortæller Marc Veyrat, der ikke har ønsket at udtale sig yderligere om sagen.

- Hvis restauranten blev nedklassificeret fra tre til to stjerner, fordi anmelderne troede, de spiste cheddar, når der ikke var noget, er det ekstremt alvorligt, lyder det fra kokkens advokat, Emmanuel Ravanas.

Hos Michelin-guiden afviser direktør Gwendal Poullennec, at en misforståelse om cheddar er grunden til, at den franske kok mistede en stjerne.

Tidligere på ugen faldt denne officielle udtalelse fra Michelin:

- Vi forstår Mr. Veyrats skuffelse, og ingen sætter spørgsmålstegn ved hans talent, selvom vi er kede af hans urimelige vedholdenhed med at anklage os og hans støjende kommunikation.

Ifølge New Yok Times tages sagen op i retten i slutningen af november, og her vil Marc Veyrat og hans advokat gå efter at få Michelin til at trække guidens bedømmelse af hans restaurant tilbage.