Ristede mandler er mere usunde end andre nødder

Mandler udvikler et skadeligt stof, når de bliver ristet, og det er derfor sundere at bruge hasselnødder eller andre nødder til at riste, lyder det fra en ernæringsekspert.

Knasende drys i salater, salte snacks, eller en sprød ingrediens i en wokret.

Ristede mandler kan nydes på mange forskellige måder, og de er derfor blevet en populær spise i mange hjem.

Men der er grund til at holde igen med de ristede mandler. Nok er mandler lige så sunde som andre nødder, når de er rå og uforarbejdede.

Men når mandler bliver ristet, bliver de mere problematiske end andre nødder, fortæller ernæringsekspert Benjamin Gilbert-Jespersen fra professionshøjskolen Metropol.

Mandler er mere problematiske

Mandler indeholder nemlig en aminosyre, der – når det bliver varmet op – danner akrylamid, som er kræftfremkaldende. Det sker i langt højere grad for mandler end andre nødder, siger Benjamin Gilbert-Jespersen.

- Dermed er det mere problematisk at riste mandler, end det er at riste alle de andre slags nødder. Så hvis du også rigtigt godt kan lide smagen af ristede hasselnødder, og du kunne bruge dem i det mad, du vil lave, så vil det være meget mere sundt eller meget mindre farligt at bruge hasselnødder, siger han i aftenens 'Madmagasinet' på DR1, hvor journalist Mette Frisk og kok Adam Aamann kigger nærmere på de nødder, som vi danskere spiser så mange af.

Spis de usaltede

Vi spiser dem, dels fordi de smager godt, dels fordi de er sunde. Fødevarestyrelsen anbefaler nemlig, at danskere spiser ca. 30 gram nødder hver dag, fordi nødder indeholder både mineraler, vitaminer, sunde fedtstoffer og fibre.

Men det er ikke lige meget, hvilke nødder, vi spiser, fortæller Benjamin Gilbert-Jespersen:

- Det sundeste er at blande alle slags nødder – ingen er bedre end andre, så spis en masse forskellige. Det er desuden nærinsgmæssigt ikke en særligt god idé at riste nødder, så hvis det skal være sundt, skal du undgå saltede og ristede nødder, lyder rådet fra ernæringseksperten.

Se 'Madmagasinet' i aften kl. 21 på DR1

Hvis du alligevel får lyst til ristede og salte nødder, så lav Adam Aamanns opskrift på salte hasselnødder. Foto: DR
Facebook
Twitter