Så lykkedes det: Danske Noma får sin tredje Michelin-stjerne

Selvom corona holdt restauranterne lukket, delte den franske Michelin-mand alligevel stjerner ud her til aften, og det var især en fest for Noma.

(Foto: THIBAULT SAVARY © Ritzau Scanpix)

Restaurant Noma har nu fået sin tredje Michelin-stjerne.

Det er netop blevet offentliggjort ved den nordiske uddeling i Stavanger i Norge.

Den i dag verdenskendte og nærmest legendariske restaurant skød gang i bølgen med moderne nordisk mad og satte Danmark på det gastronomiske verdenskort.

Noma er flere gange kåret som verdens bedste, men det er aldrig lykkedes den banebrydende restaurant at hente den tredje stjerne, som det for eksempel var tilfældet for Geranium og køkkenchef Rasmus Kofoed, men nu er den i hus.

- Med et team og en kulinarisk oplevelse, der fremstår stærkere end nogensinde efter nedlukningerne, når Noma toppen af verdensgastronomien. Restaurantens tætte forbindelse til naturen og holistiske tilgang resulterer i kreative og komplekse retter baseret på usædvanlige, sæsonprægede ingredienser, lyder det fra Michelin-guiden.

Der er kun omkring 130 restauranter i verden, som i øjeblikket har tre Michelin-stjerner.

Rene Redzepi hædret med mentorpris

Samtidig blev manden bag Noma, Rene Redzepi, hædret med prisen Mentor Chef Award.

Og han var godt tilfreds, da han på scenen i Stavanger reagerede på den tredje stjerne.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige... Jeg er ærligt talt totalt overrasket. Jeg føler noget, jeg ikke har følt før. Jeg er helt blæst bagover. Vi har haft to stjerner siden 2007, så det er 14 års ventetid. Jeg er tålmodig, men på et tidspunkt stopper man med at håbe.

- Det er totalt uvirkeligt. Det er som at være med i 'Star Wars'.

Se reaktionen her.

Der har flere gange været undren over, at Noma ikke kunne få sin tredje stjerne.

Blandt andet i 2019, hvor madskribent Rasmus Palsgård sagde til dr.dk, at Michelin var for konservativ, og at Noma burde have fået sin tredje stjerne.

- Noma har klart fortjent tre stjerner, efter at de har opgraderet deres restaurant. Maden er endnu mere velsmagende, og tusindvis af folk fra hele verden rejser hertil for at spise netop der. Hvis nogen restaurant i Norden har ændret noget for gastronomien, så er det Noma, lød det dengang.

Også andre restauranter tog et skridt op ad stigen.

Kong Hans Kælder blev den eneste nye tostjernede restaurant i årets nordiske guide, men Danmark fik fire nye etstjernede restauranter: The Samuel i København (drevet af samme ejer som den tidligere stjernerestaurant, Clou), Substans i Aarhus, LYST i Vejle og Syttende i Sønderborg.

Dermed kan Danmark nu prale af 18 etstjernede restauranter (fire nye), syv tostjernede (én ny) og to trestjernede (én ny).

Facebook
Twitter