Skab dit eget 'luksusprodukt': Så nemt er det at lave sommerdrikken over dem alle

Hjemmelavet hyldeblomstsaft er en liga for sig - og nu kan du lave det.

(Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

De seneste dage har der rundt omkring i den danske natur spredt sig en ganske særlig aromatisk duft af sommer.

Måske har også lagt mærke til den?

Det er duften af hyld. Hyldens mange små hvide blomster springer nemlig ud, og det betyder, at du lige netop nu kan lave hjemmelavet hyldeblomstsaft – en saft som er ganske unik i sin smag, og som ikke ligner nogen anden saft i smagen.

En dedikeret fan af hyldeblomstsaften er André Spange Nabulsi, som er kok og kogebogsforfatter til syltebogen 'På glas og flasker'.

Du kan både lave saft på hyldens blomster og hyldens bær. I juni måned springer blomsterne ud, imens hyldebærrene kan plukkes i september. (Foto: © Corina Rainer/Unsplash.com)

- Hyldeblomstsaft smager bare af sommer, og hver evig eneste juni laver jeg en stor portion koncentrat. Der er bare noget romantisk over hyldeblomstsaft i forhold til en almindelig rød, blandet saft.

Heldigvis er hyldeblomstsaft også utrolig nemt at lave, fortæller André Spange Nabulsi.

- Hyldeblomstsaft er et oplagt hyggeprojekt. Blomsterne er nemme at genkende og samle, og når du laver selve saften, kan det nærmest ikke gå galt. Lige meget hvor lille en indsats du leverer, kan du stadig skabe dit eget luksusprodukt, der overgår de købte versioner, siger André Spange Nabulsi, som i årevis har fulgt en opskrift (der ligger på på hans hjemmeside her), der stammer fra hans kones farmor.

Men hvad er der egentlig med den hyldeblomstsaft? Og hvorfor har vi danskere det med at proppe den i alt fra kølige velkomstdrink til bombastiske bryllupskager?

Svaret er simpelt:

Hyldeblomst har ganske enkelt en kompleks smag, som virker interessant for vores smagsløg.

Det forklarer Lisbeth Ankersen, som er supersmager og smagskonsulent i Innovaconsult.

- Analyserer man hyldeblomsten kemisk, har man simpelthen fundet hele 124 smags- og duftnoter, og det er ikke så lidt, siger Lisbeth Ankersen og uddyber:

- Hyldeblomsten rummer blandt andet blomsternoter, citrusnoter og mentolnoter, som vi kender fra tyggegummi. Samtidig har den også en række grønne noter, som jeg bedst kan beskrive som duften af nyslået græs. Det er netop disse noter, der giver hyldeblomstsaft den særlige planteagtige smag, forklarer Lisbeth Ankersen.

Den hjemmelavede slår den købte

Hvis du stikker næsen ned i en af hyldens såkaldte blomsterskærme, er det ikke sikkert, du kan fornemme alle disse dufte, men prøv engang alligevel, opfordrer hun. Hyldens duft er faktisk ret interessant.

Og laver du din egen hyldeblomstsaft, vil du med høj sandsynlighed vil få en saft, hvor flere af disse noter kommer til udtryk, end hvis du køber din hyldeblomstdrik færdiglavet, anbefaler Lisbeth Ankersen.

- Når du køber en hyldeblomstdrik i supermarkedet, vil du få et produkt, som er blevet pasteuriseret – altså opvarmet. Pasteurisering forlænger holdbarheden, men det kan nemt gå ud over smagsstofferne, siger Lisbeth Ankersen, der selv har arbejdet med produktudvikling i fødevareindustrien.

- Laver du din saft selv, undgår du denne opvarmning, og samtidig er du også sikker på, at saften laves på helt friskplukkede blomster. Det øger din chance for at lave en saft med en langt mere kompleks smag.

En anden forklaring på, at hjemmelavet hyldeblomstsaft ofte sparker de købte til hjørne, er sukkeret.

- Den hyldeblomstsaft, man køber, vil ofte være lavet til en bred forbrugergruppe, og der vil man typisk tilføre rigtig meget sukker, fordi sukker er noget, mange kan lide. Men sukker kan nemt overdøve hyldens aromatiske smage, og laver man saften selv, vil man hurtigt opdage hvor mange andre smage hyldeblomsten gemmer på, siger Lisbeth Ankersen.

Det er André Spange Nabulsi enig i:

- Jeg oplever helt sikkert en stor forskel på de købte versioner og den hjemmelavede. Hvis ikke man har lavet hyldeblomstsaft før, så tror jeg virkelig, man kan blive overrasket, når man opdager, hvor fantastisk det egentlig kan smage.

Safttørstig? Her får du opskriften på hjemmelavet hyldeblomstsaft: