Skal du på Roskilde? Så kan du sætte tænderne i havets svar på dræbersneglen

Sultne festivalgæster kan sætte tænderne i sortmundet kutling på Roskilde Festival.

Den sortmundede kutling skal serveres i en sandwich med blandt andet brændenældepesto. Det er et forsøg på at bruge nogle dyr og planter, der ellers bliver set som problematiske. (Foto: Anna Hjortdal © DR P1)

Når tusindvis af danskere til sommer pakker rygsækken og drager på Roskilde Festival, rimer de gastronomiske oplevelser for mange på makrel i tomat og telt-lun dåsetun.

Men i år kan gæsterne også sætte tænderne i sortmundet kutling, som er på menuen i en af festivalens madboder. Sortmundet kutling er en invasiv art på linje med dræbersnegle og bjørneklo.

Boden skal hedde Kutling og ukrudt, og fisken serveres i en sandwich med brændenældepesto. Tanken er at bruge de dyr og planter, mennesker kæmper med, siger Birte Pawlik, der står bag boden.

Hun kommer fra Guldborg på Lolland, hvor de lokale fiskere er meget plagede af kutlingen, som går i deres ruser og spiser rejerne.

- Det er et samfundsmæssigt problem, men også et lokalt produkt, som fiskes omkring Guldborgsund. Jeg synes, at vi skal lære at bruge de omgivelser, vi har, til noget fornuftigt i stedet for at se dem som et problem, siger hun til Public Service på P1.

Birte Pawlik fik ideen til at sælge fisken på Roskilde Festival, da hun selv var frivillig i en anden madbod for et par år siden.

- Jeg købte nogle fiskefrikadeller i en bod og tænkte: 'Ej, det dér, det kan jeg gøre bedre', siger hun.

Man kan ikke stå og klappe hver enkelt på hovedet og blive ven med den. Det er bare af med knoppen. Birthe Pawlik forventer, at der skal bruges omkring to tons sortmundede kutlinger til festivalen. Hver fisk er omkring ti centimeter lang, så der skal skæres en del fisk. (Foto: Anna Hjortdal © P1)

Kan udfordre festivalgæster

Ifølge chef for partnerskaber på Roskilde Festival Lars Orlamundt har boden fået en plads på festivalen, fordi den kan udfordre festivalgæsterne og måske få dem til at ændre adfærd og sætte et bæredygtigt aftryk på verden.

- Både kutlingen og ukrudtet er nogle ting, vi har, men ikke bruger. Det er interessant i et større perspektiv at udnytte ressourcer i naturen og måske spare nogle andre ressourcer, siger han.

Roskilde Festival bliver i år afholdt fra den 29. juni til den 7. juli.