Slagteren, fiskehandleren og ostehandleren guider dig: Lær at spise indmad, fisk og blå ost

Har du en aversion mod indmad, fisk eller ost, så får du her tips fra tre fagfolk

(Foto: Mikael Kvist Laursen)

Der er mange måder at være kræsen på. For nogle handler det om dårlige minder fra barndommen, mens det for andre er konsistensen, smagen eller duften af bestemte madvarer, der får dem til at rynke på næsen.

Er du kræsen, når det kommer til indmad, fisk eller ost, men er du klar til at udfordre dig selv? Så får du her tips fra tre fagfolk:

Sådan lærer du at spise fisk

(Foto: Mikael Kvist Laursen)

Navn: Kaj, medejer af Hav i Torvehallerne, fiskehandler siden han solgte fisk fra mosen til naboen som dreng.

- Det er tit man hører, at folk ikke kan lide fisk, men som regel kan de godt lide fiskefrikadeller, rejer og måske stegt fiskefilet. Hvis man ikke kan lide fisk, er det typisk lugten og det, at der kan være ben i, der gør det. Hvis man vil undgå disse, så skal man gå efter frisk fisk, som ikke har den der fiskelugt, og så skal man gå efter at købe fileter, så man undgår ben.

- En god begynderret, hvis man vil i gang med at spise fisk, er at vikle parmaskinke om havtaske og bage det i ovnen. Så får man den der sprøde skinke, som de fleste godt kan lide, og kødet fra havtasken er mildt og sødt.

Har du noget du ikke selv kan lide:

- Indmad. Det får du mig ikke til at spise.

Sådan lærer du at spise ost

(Foto: Mikael Kvist Laursen)

Navn: Mikael ’Ost’ Henriksen, Ostehandler gennem 10 år i Osten ved Kultorvet i København

- Hvis man ikke kan lide ost, så er det typisk lugten eller konsistensen, man ikke er vild med. Derfor anbefaler jeg at man starter med at smage en lagret Vesterhavsost såsom Fyrmester. At den er lagret gør den mere sød og mere tør i det. Dernæst kan man gå videre til for eksempel en lagret cheddar.

- Hvis man gerne vil i gang med de blå oste, så kan det være en fordel at starte med en gorgonzola dolce inden man bevæger sig ud i moderdyret; roqueforten. Den kan altså være en våd omgang, der kan skræmme nogen væk.

Har du noget, du ikke selv kan lide:

- Klejner. Det er brød stegt i svinefedt. Det har jeg sgu aldrig lært.

Sådan lærer du at spise indmad

Navn: Jan Lund, Kok og slagter. Ejer af Slagter Lund og medejer af Bodebjerg Charcuteri

- Vi oplever at folk tit har det stramt med lever, men samtidig, så er leverpostej, det vi sælger næstmest af i pålægsafdelingen. Folk kan have det svært med udseendet af lever, så hvis det er det, der gør sig gældende, men man gerne vil lære at spise lever, skal man måske lade nogle andre lave det den første gang.

- Hvis man gerne vil i gang selv med at tilberede indmad, så er mit bedste bud at lave hjerter i flødesovs fra kalv eller ko. De minder meget om reelt kød, og man laver en ret, der minder meget om okse-gullasch.

Har du noget du ikke selv kan lide?

- Insekter! Jeg forstår ikke den hype, der er omkring at skulle spise larver, græshopper og myrer.

Hvor kræsen er du?

Her kan du tjekke af, hvad du kan lide, og hvad du ikke kan lide:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk