Spis dig til sunde tarme: Havregryn og gulerødder er de virkelige superfoods

Fibre, frugt og fuldkorn. Du kan spise dig til en sund tarmflora og få et bedre immunforsvar, siger klinisk diætist Mette Borre.

Forkæl dine tarme med masser af gulerødder. (Foto: Kirkholt © (c) Scanpix)

Har du husket at forkæle dine tarme i dag?

Måske ikke den form for wellness, du lige havde tænkt på. Men din tarmflora har faktisk stor betydning for din sundhed og velvære.

- 70 procent af vores immunforsvar sidder i tarmene. Det vil sige, at vores tarmflora har stor betydning for vores helbred og dermed også vores livskvalitet, siger klinisk diætist, Mette Borre, som har speciale i ernæring ved sygdomme i mavetarmkanalen.

En god tarmflora begynder ved fødslen

Faktisk begynder opbygningen af et tarmsystem fyldt med gode bakterier allerede ved fødslen.

- Barnet bliver svøbt i en masse gode bakterier fra moren ved en almindelig fødsel. Desuden er amningen også vigtig, da der i modermælken er forstadier til mælkesyrebakterier, som er særligt gode for tarmene, fortæller Mette Borre.

Men er du blevet født ved kejsersnit og ikke blevet ammet som barn, kan du heldigvis stadig selv gøre noget for at opnå sunde tarme.

Fyld maven med grøntsager og fuldkorn

Den mad, vi spiser, har nemlig stor betydning for vores tarmes sundhed.

- Hvis havregryn og gulerødder var opfundet i dag, ville det helt sikkert have fået betegnelsen som superfood i stedet for chia-frø og goji-bær. Tarmene er vilde med grove grøntsager som gulerødder, broccoli og grønkål og masser af fuldkorn, siger Mette Borre.

Hun fortæller desuden, at man kommer langt ved at følge Fødevarestyrelsens 10 kostråd, da de er lavet på baggrund af undersøgelser, der viser, hvad kroppen har godt af.

- Fuldkorn og grøntsager er fyldt med kostfibre, der både kan bruges som energi i kroppen med det samme, men som også indeholder en rest, der går ned i tarmene og ernærer tarmbakterierne. Desuden viser flere undersøgelser, at fuldkorn beskytter os mod tarmkræft, fortæller Mette Borre.

Grøntsager kan desuden i langt de fleste tilfælde være med til at formindske sandsynligheden for at få forstoppelse.

Sådan laver du mad til dine tarme

Nedenfor har vi samlet en række opskrifter, som alle kan være med til at fremme en sund tarmflora:

Den her varme ret er fyldt med smag og kostfibre fra både kikærterne, broccolien og savoykålen.

Bag dit eget fuldkornshvedebrød med denne opskrift fra Camilla Plum.

Har du svært ved at få spist nok gulerødder? Så prøv med denne gulerodsbønnedip, som både kan spises til rugbrød eller som en del af aftensmåltidet.

Adam Aamanns opskrift på farseret kål er fyldt med smag og masser af lækre grøntsager.

Denne suppe er fyldt med grove grøntsager og toppes med sprøde og lækre grønkålschips.

Masser af kål tilberedt på lækre måder sammen med en god omgang labskovs. Et lækkert og sundt måltid.

Facebook
Twitter