(Foto: © Andreas Hageman Bro)
Mad

Spiser på 100 toprestauranter om året: 'Det er på mange måder et underligt liv, jeg lever'

31-årige Rasmus Palsgård lever af at spise fin mad og skrive om det. Hvordan får man det job?

Af
Mere end 30 dage gammel

En aften på en Michelin-restaurant er en sjælden luksus for de få.

Men for bloggeren Rasmus Palsgård er det en selvfølge.

Til daglig driver han bloggen Feinschmeckeren, en blog hvor Michelinmad, fine vine og luksus er omdrejningspunktet.

Rasmus Palsgård er også formand for den danske jury bag spiseguiden 360°Eat, og hvis han skal holde sig orienteret i restaurantverdenen, kræver det konstant research.

Men hvordan er det egentlig at spise luksusmad hundrede dage om året? DR Mad har fulgt Rasmus Palsgård en dag på arbejde.

  • - Som 17-årig vidste jeg, at jeg ville arbejde med mad. Jeg ville ikke være kok, men jeg læste mange restaurantanmeldelser, og jeg syntes, at hele den verden med Michelin-stjerner og fine dining var fascinerende. Da jeg kom ind på Journalisthøjskolen, følte jeg mig lidt udenfor, for det var måske ikke så ambitiøst at ville skrive om mad.
    1 / 13
  • - I løbet af min uddannelse kom jeg i praktik på et forlag, som udgav et madmagasin. Samtidig startede jeg min egen blog, hvor jeg skrev om mad og lavede anmeldelser. I dag driver jeg stadig bloggen, men det jeg langt hen ad vejen tjener mine penge på, er madartikler og anmeldelser, som jeg skriver for magasiner.
    2 / 13
  • - Jeg har det faktisk lidt svært med ordet 'madblogger'. Selvfølgelig findes der mange dygtige madbloggere derude, men ordet har bare et lidt dårligt image. Mange folk tænker måske lidt, at en madblogger ikke rigtig kan noget, og jeg ville være ked af, hvis det er det, man tænker om mig, for jeg har brugt mange år på at tilegne mig min viden.
    3 / 13
  • - Det er ikke fordi, jeg er opvokset med kaviar, trøfler og foie gras. Min mor er fra en gård på Samsø, hvor de havde grise. Som barn fik vi en gang imellem en halv gris, som vi så parterede og lavede om til medisterpølse og leverpostej. Mad var altid noget, der blev lavet fra bunden, og det var en selvfølge, at mine søskende og jeg hjalp til i køkkenet hver dag.
    4 / 13
  • - Min blog Feinschmeckeren og mit arbejde som madskribent har aldrig handlet om at blive rig eller være fin på den. Jeg er bare grundlæggende dybt optaget af kvalitet og godt håndarbejde. Det gælder også mit tøj og mine sko. Ideen til navnet Feinschmeckeren kom da nogle venner kaldte mig det i et Facebook-opslag til min fødselsdag. Hvis man forstår sig på tysk ved man, at en feinschmecker ikke er en snob, men én der har smag for gode ting.
    5 / 13
  • - Jeg spiser ude cirka om 100 gange om året, og det er både på restauranter i Danmark og udlandet. Nogle gange betaler jeg selv, andre gange er jeg inviteret af restauranter eller PR-bureauer. Oftest er middagene betalt af det magasin eller den anmelderguide, jeg arbejder for. En middag for to på en to eller tre-stjernet dansk Michelin-restaurant kan sagtens løbe op i 5000-6000 kroner. (Foto: © Andreas Hageman Bro)
    6 / 13
  • - Nogen vil måske tænke, det virker lidt akavet at sidde alene på restaurant. Jeg har nu ikke noget imod det. Er man flere ved et bord, er der fare for, at man taler 'over retterne' og glemmer at fokusere. Er man alene, får man ofte også lidt mere opmærksomhed fra personalet. Især på udenlandsrejser spiser jeg alene. Folk er tit nysgerrige og vil gerne snakke. Det er helt fint med mig. Engang, da jeg besøgte den fineste restaurant i Buenos Aires, faldt jeg i snak med parret ved siden af mig. De endte med at invitere mig med på bar bagefter. (Foto: © Andreas Hageman Bro)
    7 / 13
  • - Selvom jeg er på arbejde, når jeg er ude og spise, så prøver jeg at være diskret med mit kamera eller notesblok. Jeg vil ikke føre mig frem eller forvente særbehandling. Som anmelder er man ikke bare en skribent. Man er også en gæst, der skal kunne lade sig rive med, ellers kan man ikke bedømme oplevelsen. Men man må selvfølgelig aldrig glemme opgaven. Det er ikke okay at ringe dagen efter og få repeteret menuen, fordi man har drukket sig i hegnet og pludselig ikke kan huske, hvad det er man har spist. (Foto: © Andreas Hageman Bro)
    8 / 13
  • - Når jeg tager en bid, vurderer jeg umiddelbart, om den smager godt. Dernæst går jeg automatisk i gang med at analysere, hvorfor det smager godt. Jeg kigger på, om konsistensen og smagene hænger sammen. Der er ikke noget facit. På denne restaurant har jeg engang fået serveret en ret med ansjos, jordskokker og bergamotte. Inde i hovedet stikker det i alle mulige retninger, men det smagte vidunderligt. (Foto: © Andreas Hageman Bro)
    9 / 13
  • - For mig er det følelsen af 'wow', der adskiller den rigtig gode og den middelmådige spiseoplevelse. Det er den følelse, hvor det bare eksploderer oppe i hovedet på én, og hvor man tænker, at det her er for vildt. Det er det, jeg altid jagter. (Foto: © Andreas Hageman Bro)
    10 / 13
  • - Folk spørger af og til, om jeg også kan spise en leverpostejmad, og selvfølgelig kan jeg det. Jeg har ikke lyst til at spise på fine restauranter hele tiden. Det bliver man mærkelig af, og ens krop kan ikke holde til det. Det værste, der kunne ske, ville være, hvis jeg blev træt af det. Altså hvis pludselig en dag sad på en tre-stjernet og ikke orkede det. Det må ikke ske. (Foto: © Andreas Hageman Bro)
    11 / 13
  • - Man bliver ikke rig af at anmelde restauranter. Når jeg går ud og spiser, får jeg ikke timeløn, men måske bare et par tusind kroner for den artikel, jeg efterfølgende skriver. Regner man det i timer, kan det sjældent betale sig. På min blog laver jeg også sponsoreret samarbejde. Jeg er meget åben om alt, hvad jeg laver, men som madblogger skal man passe på, at man ikke lige pludselig bliver en brik i andres spil.
    12 / 13
  • - Det er på mange måder et underligt liv, jeg lever, fordi jeg i min arbejdstid laver alt det, som folk knokler for at få råd til, når de har fri. Jeg føler mig også meget privilegeret. Når det så er sagt, så føler også, jeg har gjort mig fortjent til det. Det handler om at finde ud af, hvad man gerne vil og så prøve at gå efter det. Nemt er det ikke, og det har det heller ikke været for mig.
    13 / 13
Facebook
Twitter