'Stop nu med det slik!' Madblogger har fået nok af populær kagetrend

Sæt i stedet tænderne i en simpel donut, anbefaler den amerikanske madblogger Kaitlin Orr.

(Foto: © Illustration: Nicolai Bruun, DR)

Vi har set et hav af fiktive politimænd og tegneseriefædre guffe dem i sig i amerikanske film og serier.

Donuts er bløde, hullede og i denne uges udgave af 'Den store bagedyst' kastede deltagerne sig ud i den stolte amerikanske kunstform: at bage bløde, søde og lækre dejringe.

Kaitlin Orr er fra Los Angeles, men flyttede til Danmark sidste år med sin kæreste, Anders Husa. Herfra rejser parret rundt i verden for at spise og dele oplevelserne med deres flere hundrede tusinde følgere. (Foto: © Anders Husa, Anders Husa)

Det kan ikke være helt tilfældigt, for donuts har de seneste år taget plads i gadebilledet og kagemontrene overalt i de danske byer - ofte i højtbelagte versioner toppet med alt fra syrlige vingummiorme, farverige chokoladeknapper og salte lakridser.

Men der er dog noget, vi har misforstået, påpeger den amerikanske madblogger Kaitlin Orr, som bor i Danmark.

- Den første ting, danskerne skal lære om donuts, er at stoppe med at putte slik på!, siger hun.

Og selvom det er sagt med et grin, er der ingen tvivl om, at hun mener det alvorligt.

Kaitlin Orr har længe undret sig over de mange forretninger, der fylder bjerge af slik ovenpå hendes hjemlands runde gærkager, der som oftest har det ikoniske hul i midten.

- Det er ikke, fordi donuts er sunde, for det er jo en sød dessert med sukker i, men at dække dem med vingummi eller M&M's er virkeligt unødvendigt. De er jo allerede søde, så hvorfor?

Svaret: De er fotogene.

Instagram-rådgiver Mette Willert har tidligere udtalt til dr.dk, at sociale medier har meget at sige, når det gælder donutens popularitet herhjemme.

- Du kan ikke tage et dårligt billede af en donut. De er bare ekstremt fotovenlige. Der er masser af farver på, og man får lyst til donuts af at se billederne. I dag handler det i høj grad om, hvad du ser med dine øjne. Magien ligger i hullet, sagde hun.

Berlineren kan lidt af det samme

Kaitlin Orr, som er opvokset med donuts, er mest til de helt enkle donuts, der ikke prøver at være mere, end de er.

- Jeg har mange favoritter, men en af dem er en apple fritter, der har æblestykker blandet ind i dejen. Den er sådan lidt ekstra friteret og er en ret tung donut. Men en simpel, fluffy donut med sukkerglaze på er også mere end perfekt, siger Kaitlin Orr.

Vil du blive kloge på donutens historie, kan du tage denne quiz:

Netop letheden, mener hun, er afgørende for den gode donut, som både kan laves af en kageagtig, tæt dej, eller med en gærdej, som ifølge Kaitlin Orr giver den bedste og mest fluffy donut.

Hun leder dog stadig efter en donut på dansk jord, der kan måle sig med dem fra hendes hjemby, Los Angeles, som ifølge hende har nogle af USA's absolut bedste donutbutikker.

- Jeg savner det! Det er en af de ting, jeg altid skal have, når jeg kommer hjem, siger Kaitlin Orr og opfordrer alle, der kan, til at tage til donutnationen og smage en ægte amerikansk donut.

I sin søgen efter en perfekt donut i Danmark, er det dog overraskende nok ikke i donut-kategorien, hun finder de bedste kandidater.

- Det tætteste på det, jeg forbinder med en donut, som jeg har fundet i Danmark, er det, I kalder en berliner. Den er nemlig også virkeligt let og fluffy, fortæller hun med henvisning til bagværket med tysk oprindelse, der typisk har syltetøj i midten.

Udover at lade os inspirere af dejen fra den klassiske berliner, opfordrer Kaitlin Orr til at spise donuts som andet end eftermiddagskage eller dessert, som de slikfyldte sukkerbomber ellers ofte bliver herhjemme.

Bedst med morgenkaffen

En donut skal nemlig skylles ned med morgenkaffen, mener Kaitlin Orr.

Kaitlin Orr fortæller, at donuts er en morgenkage på lige fod med vafler og amerikanske pandekager - ligesom meget af vores danske weinerbrød.

- Amerikanere har en sød tand, særligt når det kommer til morgenmad. Vi havde en æske donuts med over til mine bedsteforældre hver søndag morgen i min barndom, mindes hun.

Selvom hun elsker donuts, får hun stadig stillet sin trang til sukkerholdigt bagværk med dansk bagværk, som hun heldigvis også holder meget af.

Hvis du har lyst til donuts, kan du afprøve disciplinen derhjemme med Bagedyst-deltagerne SæÞórs eller Frederiks donut-opskrifter: