Troels 22 fik sit liv vendt op og ned af kultprogram: 'De har startet en bølge'

Simremad, et krus øl og fri natur. 'Nak & Æd' har haft en afgørende betydning for Troels Kjærgaard.

(Foto: DR / Privatfoto)

Troels Kjærgaard ejer et spækbræt, der skal med ham i graven.

Der er ikke tale om et helt gennemsnitligt spækbræt. Det er et eje, der har været i kontakt med værterne fra hans yndlingsprogram, 'Nak & Æd'.

Med andre ord har vi heller ikke at gøre med en helt gennemsnitlig seer af DRs mad- og jagtprogram, der kører på 11. sæson.

Når Troels Kjærgaard og resten af fanklubben mødes til 'Nak & Æd'-aften, så skal der hjemmelavet mad på bordet. Ikke takeaway. (Foto: (privat))

22-årige Troels Kjærgaard er kæmpe fan af programmet, hvor man følger værterne Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe jage og spise rundt omkring på kloden. Lige fra en gulfinnet tun i Mauritius til en råge i Esbjerg.

Sammen med et hold venner har han startet en 'Nak og Æd'-fanklub, hvor medlemmerne mødes, når programmet sendes. Konceptet er såre simpelt: De spiser simremad og skåler i øl til dagens afsnit.

Troels Kjærgaard fik for alvor smag for programmet for cirka fire år siden og har siden set og genset samtlige afsnit flere gange. Da det gik op for ham, at vennerne havde samme passion for 'Nak & Æd', blev fanklubben til.

I dag tæller de syv medlemmer.

Takeaway er uønsket

Ingen i fanklubben praktiserer jagt, så madritualet indebærer ikke selvfanget dyr, men nærmere ugens kødtilbud, eller hvad drengene nu kan finde på.

Selvom det kan være fristende at ty til takeaway, bliver fælles madlavning strengt håndhævet af klubmedlemmerne.

- Jeg har selv foreslået takeaway, men så bliver der sgu slået i bordet. Det må vi ikke, og det synes jeg egentlig er fint nok.

Når fanklubben samles, er et af de faste ritualer, at der skal øl på bordet - som naturligvis drikkes af krus ligesom værterne har vane for i programmet. (Foto: (privat))

Troels Kjærgaard beskriver madlavningsreglen som en hyldest til 'den gamle metode' – at lave mad fra bunden i stedet for at få det leveret.

Her foretrækker gutterne simreretter, som er inspireret delvist af værternes kokkerier i programmet.

Men det er faktisk ikke maden, der trækker mest i Troels Kjærgaard. Eller jagten på dyrene, som maden tilberedes af i programmet.

Det er snarere livet i den fri natur, som drager ham. Faktisk kan et enkelt program være hans greb til at stresse af og finde ro efter en travl dag.

Det betød også, at 'Nak & Æd'-kigning nærmest blev en overlevelsesmekanisme for Troels Kjærgaard i en hård periode med flytning mellem København og Aarhus, nye jobs og studieliv.

- Jeg endte næsten med at gå ned med stress. I den periode fandt jeg faktisk en ro i at se det her tv-program, fortæller Troels Kjærgaard, der i dag læser matematik, så han kan blive optaget på sit drømmestudie.

En bølge

Selvom Troels Kjærgaard og gruppens andre fanmedlemmer aldersmæssigt befinder sig et yngre sted end værterne Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk, så mener han, at friluftslivet i høj grad taler til folk på hans alder.

- Jeg tror, at der er en bølge på vej. Jeg har også tænkt over, at da jeg var barn, blev der gjort lidt grin med spejdere, at det var de lidt mere nørdede typer, men i dag er det jo for helvede smart at gå rundt i friluftstøj med Salomon-vandresko og Fjällräven-jakker.

'Nak & Æd'-gutternes levevej er ifølge Troels Kjærgaard en kæmpe inspiration - men også lidt misundelsesværdig:

- Det er jo for vildt, at de kan få penge for det job. Det kan jeg ikke lade være med at tænke på, det ville jeg sgu gerne!

En dedikeret fan

Det var Troels' ven Mads, der blev sendt afsted for at få signeret skærebrættet til Troels. (Foto: (privat))

Troels Kjærgaard har endnu ikke mødt Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk, så Nak & Æd-skærebrættet er det tætteste, han er kommet på dem - indtil videre.

- Der var et arrangement i Aarhus, hvor man kunne få brændemærket sit skærebræt, og der tog min ven ud og fik brændemærket et til mig, fortæller Troels Kjærgaard om begivenheden, hvor man kunne møde værterne:

- Det er det tætteste, jeg er kommet på dem. Men hold kæft, jeg er også glad for det skærebræt - det skal med i graven!

Hvis du ligesom Troels Kjærgaard ikke ligefrem skyder din egen aftensmad, eller måske slet ikke spiser kød, kan du stadig kokkerere á la 'Nak & Æd'.

Her er tre bud på opskrifter fra programmet, som er uden kød og nemme at gå til.

Facebook
Twitter