De fleste af os har nok smagt en hjemmelavet æblekage eller drukket et glas friskpresset æblemost.
Eller bare gnasket et sprødt, sødt og syrligt æble plukket direkte fra et af de mange æbletræer, der netop nu bugner med lækker frugt.
Men har du nogensinde overvejet at brygge din egen cider?
Hvis svaret er nej, er det måske, fordi du tænker, det er for besværligt, dyrt eller måske bare umuligt at lave derhjemme.
Den undskyldning holder dog ikke, mener kok og cider-entusiast, André Spange Nabulsi. Han er forfatter til bryggebogen 'Cider & Frugtvin', som introducerer nybegyndere for frugtbryggeriets hemmeligheder.
- Hvis man kigger sig selv i spejlet og tænker, at det er lidt for svært at gå i gang med at brygge cider selv, så skal man kigge sig selv i spejlet igen, siger han med et smil.
- Alle kan lære det!
André Spange Nabulsis interesse for at omdanne frugt til syrlige, alkoholiske drikke begyndte, da han fandt ud af, at der ikke fandtes særligt meget brugbar viden på området. I hvert fald ikke formidlet på dansk.
Derfor satte han sig for at knække koden til ciderens forunderlige verden. Da han cirka to år senere stod med sin første rigtigt vellykkede cider, fik han en følelse af at have åbnet en dør til en ukendt verden.
- Det var helt vildt! Rigtig mange af de ting, vi går og nyder i hverdagen, er lidt omgærdede af en mystik, vi ikke helt forstår. Så når man drikker sin første cider, føler man lidt, at der er et slør af mystik, der bliver fjernet, siger han.
Men André Spange Nabulsi brygger ikke bare cider for smagens skyld.
Der er nemlig mange andre grunde til at bruge efterårets æbler til netop den alkoholiske frugtdrik.
Det er hyggeligt
Ifølge André Spange Nabulsi er cider-brygning den perfekte fælles aktivitet, uanset om du er en børnefamilie, et nabofælleskab eller bare en flok gode venner.
- Det lægger utroligt meget op til, at man er fælles om det med sine naboer eller venner. Man kan jo købe en saftpresser og et bryggesæt sammen og så arrangere en dag, hvor man samler æbler og brygger sammen.
- Og når det så er klar til at drikke, passer det jo nok med, at man har en sommerfest næste år, hvor man kan sidde og drikke det, siger han.
Selv har André Spange Nabulsi sine børn med i hele bryggeprocessen og anser det som en familieaktivitet, der tilfører værdi i hverdagen.
Børnene får lov at nyde den rene æblemost, mens André Spange Nabulsi kan høste frugterne af efterårets ciderbrygning hele året rundt – og selvom ciderbrygningen reelt set kan klares på en enkelt hyggelig efterårsdag, er den efterfølgende lagringstid en proces, der bare bliver ved med at give, mener han.
Processen 'gør dig høj'
Går du i gang med at lave din egen cider, vil du opleve, at det kan være svært at holde nallerne fra de gyldne flasker.
Men cideren skal gære i 14 dage, før den hældes på flaske, og derefter skal den optimalt set helst lagre i et års tid, før den når sit fulde potentiale.
Alligevel er det at kunne åbne flasker løbende og opleve ciderens udvikling over året noget, du ikke må snyde dig selv for – særligt i begyndelsen af din cider-karriere.
- Man har måske først smagt på den efter 14 dage, hvor den er utroligt sur. Men det er faktisk fuldstændigt lige meget på det tidspunkt, for man er stadig høj over, at man har fået det her til at lykkes.
- Efter seks måneder er det så ikke længere surt, men tørt, for så begynder smagene at komme tilbage... Og så lige pludseligt åbner man "den der sure cider" igen, og så er den blevet rund i smagen og smager helt anderledes og dejligt, siger han.
Han forklarer, at hjemmebrygget cider ikke bliver lige så sød som supermarkedsvarianterne, men den vil derimod være tør i smagen – næsten som en meget tør hvidvin.
- Det er lidt ligesom en fin, fransk vin, der har ligget i en støvet kælder i lang tid. Den udvikling, lagringen giver, kan både være god og dårlig. For det meste er den god. Og i den udvikling bliver noget af den syre nedbrudt og holdt tilbage, og så begynder den gode aroma at komme frem fra æblerne.
Hvis du drømmer om at servere din egen cider til vennerne næste sommer, er det faktisk slet ikke så utopisk en tanke, som du måske tror.
Det laver nærmest sig selv
Du har måske hørt, at ølbrygning kræver vildt fokus på detalje, præcise mål og stringent overholdelse af faste opskrifter. Det gælder ikke for cider, hvor man i langt højere grad kan sjusse sig frem og erstatte frugten med alternativer eller justere på mængderne, fortæller André Spange Nabulsi.
- Hvis du har noget frugtsaft, skal du bare kigge på det, og så bliver det til vin.
Det er måske en sandhed med moderationer, for det kræver selvfølgelig tid, udstyr og fokus at lave cider. Men han slår fast, at det ikke er noget, man skal være bekymret for at kaste sig ud i.
- Historisk set har der været gæret frugtvin siden stenalderen – og det er jo, fordi processen er så nem, siger han.
Når det gælder udstyr, behøver man da heller ikke gå all in på dyre frugtpressere fra starten.
Man kan starte hjemme i køkkenet med en juicer og det mest skrabede bryggesæt, du kan finde. Det har reelt set ikke den store forskel på den færdige cider.
- Det handler egentlig bare om, hvor meget man vil styre processen, og hvilken sværhedsgrad, man vil sætte for sig selv, siger han.
Har du fået cider på hjernen, så hjælper André Spange Nabulsi dig i gang med bryggeriet her med en tjekliste, inden du skal i gang. Nedenunder finder du hans opskrift på en enkel nybegyndercider.