Tv-værter spiser klam mad over hele verden: 'De sløjeste steder gemmer de største oplevelser'

Hvor andre får maveinfektioner og katastrofeoplevelser, finder værterne fra DR2-programmet 'Nul stjerner' guld.

Værterne Morten Kirckhoff og Jan Elhøj bruger hverken rejseguides eller menukort, når de er på tur. 'Vi kan varmt anbefale, at man slår sig ned på restauranter med mange lokale, og så kigger man på det, de andre får, og peger på det, man gerne vil bestille hos tjeneren. Det kommer der tit nogle sjove og anderledes oplevelser ud af.' (© Johan Lauridsen /Impact TV)

’Kagerne i morgenmadsbuffeten kunne bruges som missiler mod islamisk stat’

’Nok det værste mad jeg nogensinde har smagt’

Restaurantanmeldelser som disse ville højst sandsynligt få de fleste danskere til at løbe langt væk. Men sådan har makkerparret Morten Kirckhoff og Jan Elhøj det ikke.

Tværtimod har de begge en svaghed for de upopulære restauranter og hoteller.

I DR2-programmet ’Nul stjerner’ tager de derfor på en temmelig speciel rejse rundt i Østeuropa og Afrika på jagten efter elendige spise- og overnatningssteder.

Og det er der en god grund til:

- For mig at se så får man en langt mere ægte og autentisk oplevelse, hvis man går uden om ranglisternes topscorere, siger Morten Kirckhoff, som aldrig selv kunne finde på at rejse efter en app som Tripadvisor.

Spiste kamellever med fingrene

Undervejs i tv-serien har Morten Kirckhoff og Jan Elhøj været ude for lidt af hvert.

I første afsnit tager de til Albanien, hvor de tjekker ind på et lummert hotel i hovedstaden Tirana. Her bliver værelserne udlejet på timebasis, og tidligere gæster har givet morgenmadsbuffeten nul stjerner.

Senere i programserien går turen til Egyptens hovedstad, Kairo, hvor de to værter får fornøjelsen af at dele en portion kamellever med en gruppe kamelførere på en lokal restaurant. Et særdeles uhygiejnisk måltid, fortæller Morten Kirckhoff.

- Altså kamelførerne sad jo alle sammen med deres hænder nede i den her skål med kamellever, og det gjorde vi så også. Vi tænkte da begge, at vores maver ville blive straffet for at spise med.

På turen til Egypten lavede Jan Elhøj og Morten Kirckhoff en aftale en lokal kamelfører. De lovede at tage med på en kamelridetur, mod at han om aftenen tog dem med til en lokal restaurant. (© Impact TV)

I den bedre ende af skalaen husker Morten Kirckhoff et måltid, som de fik i Georgien.

- Vi blev inviteret med til en seks timers festmiddag, som kan beskrives som en georgisk version af julefrokosten. Vi fik så meget lækker mad med grillet kød, syltede grøntsager og alle mulige lokale specialiteter. Folk holdt taler om solen, kærligheden og familien, og selvom vi ikke forstod et ord, så var det en fantastisk oplevelse.

Gå efter de sløjeste omgivelser

For tv-værterne er det lige netop de fantastiske og ekstraordinære oplevelser, som gør, at de vil opfordre alle rejselystne danskere til at gå efter de mindre oplagte steder. Også selvom det ikke nødvendigvis fører til en gastronomisk åbenbaring.

- Hvis man er taget ud for at se verden, så skylder man sig selv at prøve det lokale. Selvfølgelig skal man tage sine forholdsregler for at undgå en maveinfektion, men vi har gang på gang lært, at de største oplevelser findes på selv de sløjeste hoteller og mærkeligste restauranter.

Har du lyst til at imponere vennerne med en ekstraordinær middag? Her får du tre opskrifter på virkelig mærkelig mad, der vil skræmme den typiske turist langt væk: