Undgå dårlig stemning og bagslag: Her er tv-kokkens bedste tricks til madlavning med børn

Børnemad handler ikke bare om at skrue ned for chillien, mener tv-kok og pizzamanden, Gorm Wisweh.

Succesrige måltider med børn handler om at få dem engageret i både indkøb og madlavning. Og det behøver ikke kræve de store anstrengelser, mener Gorm Wisweh. (Foto: Illustration: Oliver Seppo)

Da kok og tv-vært Gorm Wisweh fik sit første barn, troede han, at det der med at lave mad til børn mest af alt gik ud på at skrue lidt ned for krydderierne.

Men hurtigt indså han, at vellykket børnefamiliemad ikke bare handler om at bruge mindre mængder chili, salt og hvidløg.

- Børn oplever jo smage på en helt anden måde end os voksne. Så ligesom så mange andre var jeg nok nødt til at begynde at lave mad på anden måde, da jeg fik børn, siger Gorm Wisweh.

I dag har han to børn på seks og syv samt en tredje 'coronababy' på vej. Han har for længst indset, at han har måttet gemme nogle af sine fine kokkefornemmelser langt væk i det bagerste køkkenskab.

Til gengæld har han undervejs opdaget en række gode metoder til at gøre måltidet til en god oplevelse derhjemme. Dem kan du læse om her.

1

Det gode måltid begynder tidligere, end du tror

Når smittetallene falder, og det igen bliver okay at handle ind med sine børn, så er det en god aktivitet, mener Gorm Wisweh. (Foto: David Veksler/unsplash.com)

Selvom det måske kan virke en anelse uoverskueligt at tage ungerne med på indkøb, er det en genial måde at gøre dem til en del af måltidet i et tidligt stadie, mener Gorm Wisweh.

- Jeg mener faktisk, at det gode måltid allerede begynder, når man handler ind. Her kan du nemlig gøre børnene til en del af aftensmaden, så de også føler, de har været med til at skabe det.

Du kan selvfølgelig både lade dem bestemme, hvad I skal spise til aftensmad, men mindre kan også gøre det, forklarer Gorm Wisweh.

- Ofte kan de jo bare være med til at bestemme delelementerne. Skal I have burgere, så spørg, om der skal kylling, plantebøf eller oksekød i. På den måde har du allerede fået dem engageret i maden, inden I har sat jer til bords.

2

Tænk i de små delelementer under madlavningen

Når børn skal være med til at lave mad, er der nogle oplagte opgaver de kan være med på: De kan skylle, hælde, røre og ælte. Er dine børn små, så hold dem væk fra komfuret og varme ting. (Foto: The Creative Exchange/Unsplash.com)

Hvis dine børn skal hjælpe til med madlavningen, så forvent ikke, at de kan være med fra start til slut, hvis de er små. Tænk hellere i retter og opskrifter med gode delopgaver, hvor børnene kan være med.

Selvom man bare har hjulpet til i to minutter, vil man nemlig stadig have en opfattelse af, at man har stået for måltidet. Og når middagen begynder, er der større chance for, at man tager ejerskab for måltidet og vil smage på de forskellige ting.

- Der er altid et eller andet, som børn kan hjælpe til med. Ofte kan det jo være de mest simple ting, der er sjove. Når I laver risengrød, så lad dem skylle risene og hælde dem i gryden. Når I bager eller laver frikadeller, så lad børnene øve sig i at slå æggene ud, siger Gorm Wisweh.

3

God stemning er afgørende

En hyggelig og afslappet stemning kan være helt afgørende for om dine børn gider at sidde ved bordet og prøve nye ting af. (Foto: Alexander Dummer/Pexels.com)

God stemning er helt essentiel for børn. Både under madlavningen og selve måltidet, mener Gorm Wisweh. Men det kan godt være lidt svært, når man er kok.

- Som kok kan jeg godt have en helt klar ide om, hvordan retten skal se ud, og hvordan grøntsagerne skal skæres. Men det har jeg lært, at jeg må lægge på hylden. Selvfølgelig kan man sagtens lære sine børn, hvordan man begår sig i et køkken, men man bliver nødt til at acceptere, at maden ikke bliver, som man havde tænkt.

Også under måltidet er den gode stemning afgørende.

- Der har været perioder, hvor jeg har været lidt ærekær omkring min mad. Så har jeg insisteret på, at børnene skulle smage på tingene, og jeg holdt fast på nogle principper, som gav bagslag. Hvis stemningen ikke er god og hyggelig, og hvis børnene fornemmer et pres, så er der altså kontant afregning.

4

Husk at mad er sanseligt

Pizza er det perfekte byg-selv-projekt med børnene, mener Gorm Wisweh. (Foto: Natasha Filippovskaya/Pexels.com)

Selvom det kan se lidt ulækkert ud, så er det et faktum at børn bruger følesansen en del, når de udforsker maden. Og det skal der også være plads til, mener Gorm Wisweh.

Men selvfølgelig er der også grænser.

- For børn er mad bare mere end smag. Det er også sanseligt, og det skal man som forælder kunne rumme. Jeg synes som udgangspunkt, at gode manerer er vigtigt, men jeg har også fundet ud af, at der er forskel på at være ude og hjemme, siger Gorm Wisweh og uddyber:

- Derhjemme kan man godt give børnene lidt løsere tøjler, så hvis min datter får lyst til at undersøge, hvad der sker med pomfritten, når hun dypper den i saftevand, så går det nok. Måske snakker vi bare om, at det gør vi ikke, når vi er ude.

I det hele taget er det en kæmpe fordel at tænke følesansen ind i madretterne fra begyndelsen.

- Der er jo en grund til, at byg-selv-mad er så oplagt børnemad. Børnene kan selv bestemme, hvad der skal i, og de kan selv være med til at bygge det. Det er simpelt, men det virker hver gang, siger Gorm Wisweh, som selvfølgelig foretrækker pizza.

- Hjemme hos os har vi virkelig lavet mange pizzaer. Overvej det lige - det er jo et fantastisk projekt med børn, fordi der er så mange gode delopgaver. Der er en dej, der skal rulles, en tomatsauce, der skal splattes ud på dejen, og fyld der skal drysses på. Det er så griner at lave med børn!

5

Sådan får du fisk i børnene

Vi danskere burde spise fisk to gange om ugen, men det kan være svært med børn. Husk at makrel i tomat og røget laks også tæller. (Foto: Gregor Moser/Unsplash.com)

Er der ben i? Det er ikke alle børn, der er lige glade for fisk. Men det er Gorm Wiswehs. Men hvordan gør man sine børn glade for fisk?

- Når børn er helt små, er det jo ofte sådan, at de er klar på det hele, men pludselig kommer der jo den her skepsis. Hvis ens børn er skeptiske over for fisk, så må man være tålmodig. Min søn spiser kun makrel i tomat. Han synes simpelthen, det er det lækreste. Så lige nu får han lov til det. Det er jo helt vildt sundt, så der synes jeg, at man skal pakke sine fine fornemmelser sammen og bare lade ham spise det. Det tæller jo stadig for fisk.

Gorm Wiswehs syvårige datter er til gengæld ret glad for fisk. To oplagte hit er røget laks og røget makrel, så hvis I er gået i stå på fisken derhjemme, så overvej at købe en røget ørred næste gang, du skal købe ind.

6

Det geniale grøntsagsfad

Det er ultra simpelt, men det holder hver gang: grøntsagsfadet. Vil du gerne have mere grønt i ungerne, er der ikke meget, der slår lidt udskåret grønt før, under og efter måltidet. (Foto: Polina Tankilevitch/Pexels.com)

Man skal ikke have været forælder ret længe, før man opdager, at børn som regel ikke er fans af madvarer, der er blandet alt for meget sammen. Imens en kødsovs ofte går an, forholder det sig ofte lidt anderledes med grøntsager.

Du kender nok det klassiske grøntsagsfad med udskårne agurker, gulerødder og lidt cherrytomater, og hører du til dem som jævnligt stiller det på bordet, så har Gorm Wisweh et simpelt, men solidt trick i ærmet.

- Hjemme hos os har børnene en til tider irriterende vane med at påstå, de er sultne, lige efter vi har spist. Det kan virke nærmest provokerende, når man lige har taget ud af bordet, men hos os løser vi det ved at lade grøntsagsfadet stående på spisebordet, fortæller Gorm Wisweh.

På samme måde kan grøntsagsfadet også være et hit at stille på bordet før måltidet, hvis du har børn, der har svært ved at vente på maden.

7

Vær ikke for ambitiøs

Skru dine forventinger ned, når det gælder børn og mad. Nogen gange har ikke lyst til at hjælpe, og de gider ikke smage på en dyt. Men det går nok alligevel. (Foto: Mathilde Langevin/Unsplash.com)

Nu har du læst en række gode råd og ideer til gode spiseoplevelser med børn, men det allervigtigste er nok bare, at du ikke skal være for ambitiøs, mener Gorm Wisweh.

- Jeg er helt med på, at man ikke orker at tage sine børn med ud og handle hver gang. Det bliver også for bøvlet, hvis de skal med i køkkenet hver aften. Nogle gange vil man jo bare gerne bikse en pastaret sammen på tyve minutter, uden at nogen skal blande sig, siger Gorm Wisweh.

- Så vær ikke for ambitiøs. Lad dine børn være en del af madlavningen, når du kan overskue det og husk på, at det hele nok skal gå!

Hvis weekenden skal fejres med en omgang hjemmelavet pizza med ungerne, så får du her Gorm Wiswehs bedste opskrift på pizzadej og nem pizzasovs:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk