Undgå 'havets røde pølse': Det skal du spise i stedet

Vi køber forkert fisk i bunkevis. Heldigvis er der masser af nemme alternativer til de forbudte svømmere.

(Foto: Grafik: Laura Bøge Mortensen)

Husk at spise nok fisk! Sådan har budskabet i et hav af sundhedskampagner lydt i mange år, for det er både sundt og bæredygtigt at spise fisk.

Men der er et 'men'. Fisk er nemlig ikke bare fisk, og vi danskere har en tendens til at spise de samme og ofte lidt forkerte fisk, lyder meldingen fra verdensnaturfonden WWF.

Et eksempel er vores allesammens favoritfisk: laksen. Vi spiser den lyserøde fætter på alt fra sushi til smørrebrød, og den er både billig og nærende med sine gode fedtsyrer.

Problemet er bare, at efterspørgslen på laks er så massiv, at den atlantiske laks er blevet overfisket i mange år. Samtidig er lakseopdræt mange steder i verden skadeligt for miljøet, oplyser WWF. Derfor har den populære fisk fået øgenavnet 'havets røde pølse'.

Heldigvis gemmer vores have stadig på masser af fisk og skaldyr, som vi sagtens kan spise. De smager fantastisk, koster ikke en bondegård, og så er de overdrevet nemme at tilberede.

DR Mad har lavet denne lille overskuelige guide.

1

Rødspætte - klassikeren

Stegt rødspætte med kartofler. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Rødspætten er en evergreen på ethvert dansk frokostbord, og heldigvis har den danske bestand af rødspætter det rigtig godt. Det er nemt at lave stegte rødspætter, så længe du sørger for ikke at give den for mange minutter på panden.

Er du typen, der er lidt mere til de frosne og færdigpanerede, så fortvivl ikke. Bare sørg for, at rødspætterne bliver fanget med garn. Spørg din fiskehandler eller kig på indpakningen - det skal stå der.

2

Mørksej – genial til fiskefrikadeller

Fiskefrikadeller med sesam. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Mørksejen er i familie med torsken, og dens kraftige smag gør den genial at bruge i fiskefrikadeller. Du kan sagtens købe den i supermarkedet, og ofte er den god til prisen, fordi den ikke er så kendt.

Hvis du er i dit kreative hjørne kan du krydre din fiskefars med fiskesauce, chili og frisk koriander, men ellers er disse nemme fiskefrikadeller er et godt sted at begynde.

3

Blåmuslinger - den ultimative scoreret

Dampede muslinger er noget af det letteste at tilberede. (Foto: Nick Karvounis © Unsplash)

Hvis du ikke har prøvet at tilberede en omgang muslinger før, så kan de måske virke lidt uoverskuelige at kaste sig ud i. Men sagen er, at dampede muslinger er noget af det letteste at tilberede. Selv de mest skrabede supermarkeder sælger friske muslinger, bare gå efter muslinger, der er fanget på linie, eller som er ASC-mærkede.

Damp dem i lidt vand eller vin i fem minutter. De muslinger, der ikke åbner sig, skal du smide væk. Hvis du vil upgrade dine muslinger til den vildeste score-ret, den franske klassiker moules frites, så skær et læs kartofler ud i både, bad dem i olie og bag dem i oven, til de får en pommes frites-lignende karakter.

4

Makrel i tomat - superfood i særklasse

Makrel i tomat. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Ligesom laksen er makrellen en fed fisk, og det gør den ekstra sund. De klassiske dåser med makrel i tomat emmer måske ikke ligefrem af luksus, men lad dig ikke skræmme af den billige pris. Makrel i tomat er en super food uden lige, og så smager det overraskende godt på rugbrød - selvfølgelig i selskab med en god klat mayonnaise.

I det nordøstlige Atlanterhav har makrelbestanden det godt, og da langt størstedelen af makrel i tomatdåserne består af fisk fra dette område, kan du spise dem med god samvittighed.

5

Kuller - prøv en omgang fish'n'chips

Kuller egner sig super godt til stegning. (Foto: Gustav Lundborg © Pexels.com)

Kuller er torskens halvblege lillebror, men den er bestemt værd at købe. Kullerbestanden i havene omkring Danmark har det nemlig godt, og den fanges oftest med skånsomme redskaber af danske kystfiskere.

Kuller egner sig super godt til stegning, og det er en af årsagerne til, at englænderne er så begejstrede for at bage den i dej og bruge den i fish'n'chips. Bliver du lækkersulten? Så tjek Price-brødrenes opskrift på fish and chips.

6

Blæksprutter - en god undskyldning for friture

Blæksprutte (Foto: Alex Knight © Unsplash)

De kan måske virker lidt afskrækkende at sætte tænderne i, men det giver god mening at spise blæksprutter. Ligesom muslinger og snegle er blæksprutter bløddyr, så du skal ikke kæmpe med bøvlede ben. Blæksprutte smager ikke særlig fisket, og så egner de sig godt til at vende i lidt mel og fritere i en spand olie.

Du kan også lade dig inspirere af denne nemme opskrift på grillet blæksprutte. Køb dem friske hos fiskehandleren eller på frost i supermarkedet, men sørg for, at de er MSC-mærkede. Og lad dig endelig ikke skræmme af den lidt elastik-agtige konsistens.

7

Sild - verdens nemmeste frokost

En sildemad, når den er bedst. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Det kan være svært at spise fisk to-tre gange om ugen, som det ellers anbefales. Heldigvis tæller fiskepålæg også med i regnskabet. Så hvis du er til den marinerede silds intense umamismag, kan du roligt gå amok i karrysild og andre marinerede variationer. Sildebestandene i store dele af de danske farvande har det heldigvis godt, og generelt skader sildefiskeri ikke havbunden.

Har du mod på at lave dine egne karrysild, så prøv denne opskrift på hjemmelavede karrysild med æbler og creme fraiche.

8

Rejer - havets svar på ost

Køber du danske rejer, skal du undgå, at de er fanget med bundtrawl. (Foto: Terje Sollie © Pexels.com)

Ligesom ost kan rejer peppe forbavsende mange retter op. Spis dem på brød, i supper, som tilbehør til anden fisk eller i salater - for ikke at nævne 80'er-forretten rejecocktail, som til trods for det lidt kitchede ry er en himmelsk blanding af rejer, iceberg salat og thousand island-dressing.

Hvis du køber eksotiske varianter som tigerrejer og vannameirejer, så sørg for, at de er ASC-mærket. Hvis du køber danske rejer, skal du undgå, at de er fanget med bundtrawl. (Det står på indpakningen). Tjek WWFs fiskeguide, hvis du er i tvivl.