Vi er alle kræsne, men Stine på 39 er mere kræsen end de fleste

Vi har nok alle en ting eller to, vi ikke kan lide, men for nogen er det hele grupper af fødevarer

(Foto: Mikael Kvist Laursen)

Vi har nok alle en ting eller to, vi ikke kan lide, men for nogen er det lidt mere end blot et par ting. Det er hele grupper af fødevarer og en variation af mange forskellige ting. Sådan har Stine Stoumann det.

- Jeg var engang på ferie, hvor jeg spiste tomatsuppe hele ugen. Der var ikke noget, jeg kunne lide.

Kan du opremse, hvad du ikke kan lide?

- Nogle ville nok mene, at det ville være nemmere at opremse det, jeg godt kan lide. Men jeg spiser blandt andet ikke fisk, peberfrugter, hvidløg, chili, artiskokker, koriander, rucola, rå løg, rå tomat, bønner, marmelade, havtorn, kalkun, and, lam, stærk ost, majs fra dåse og bananer med pletter, fortæller hun.

Man skal nu ikke have ondt af hende. Hun har det helt fint med det selv, selvom det i nogle sammenhænge kan være en social sten i skoen

- Når man er inviteret hjem til folk, hvor de laver mad, så er det ikke fedt, at man er mega kræsen. Ovenikøbet drikker jeg heller ikke alkohol, så jeg er bare svært at tage med ud, griner hun.

Vi er alle kræsne

Ifølge antropolog og forsker Susanne Højlund er vi alle kræsne. Det handler om kontekst. Ja, faktisk vil hun slet ikke bruge ordet kræsen, da det ifølge hende er alt for unuanceret og bredt.

- Hvis en dansker, der ikke betegner sig selv som kræsen, kommer til Mongoliet, så vil han jo opleve en masse ting, som han ikke vil kunne lide og derfor blive oplevet som kræsen. Kræsen er altså et label, vi putter på hinanden, forklarer hun.

Når man kigger på forskningen handler årsagen til kræsenhed i høj grad om, hvor tit man har været udsat for bestemte madvarer, og i hvilke situationer dette er foregået i. Hvis man for eksempel ikke kan lide tomater, men havner i en situation hvor det at spise tomater har afgørende betydning for ens overlevelse, så vil man typisk overvinde denne kræsenhed.

- Fra naturens side så står man basalt set overfor et valg hver gang man skal spise, hvor den inderste funktion i hjernen spørger: ’kan det her slå mig ihjel?’. Det tillærer man sig så igenem at smage lige så stille på ting, og lærer på den måde at spise mange forskellige ting, forklarer hun.

(Foto: Mikael Kvist Laursen)

Smag noget 20 gange

Derfor er der også en tommelfingerregel der ofte bliver brugt i sammenhæng med kræsenhed ved især børn, at de skal smage på de samme ting op til 20 gange før de kan lide det.

Nu er det oplagt at sige til Stine, at hun jo bare skal tage sig sammen og så smage på rød peber 20 gange indtil hun kan lide det. Men det får man hende ikke til.

- Bare tanken om at få det i munden giver mig ubehag. Jeg vil slet ikke kunne synke det, forklarer hun.

Sin egen kræsenhed er Stine helt afklaret med. Også de små drillerier fra sin mand og to drenge. Alligevel er kræsenhed underlagt en form for tabu, som ifølge Stine er unødvendig.

- Folk tror det er noget jeg vælger. Det er overhovedet ikke frivilligt. Jeg har nok ikke udfordret mig på det, men det svarer til at skulle lære at lide edderkopper, selvom man har en fobi for det. Mad betyder bare ikke så meget for mig, så jeg kan ikke forstå, at andre prøver at overføre deres følelser for mad over på mig. Jeg skal nok selv styre det.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk