Vi går amok i bageprojekter! Her er 6 bøger, der giver dig genialt bagværk

Vi støvsuger internettet og kogebøger for gode bageopskrifter her i coronakrisen. Her er nogle af de bedste.

I øjeblikket bliver der bagt rigtig mange kager og brød rundt omkring i Danmark. Mad- og kagebloggere oplever markant øget trafik, og hos forlaget Saxo.com ser man en kraftig interesse for bøger om kager, brød og især surdej. (Foto: Rikke Nissen Westesen)

Kan du gætte, hvornår på året vi danskere bager mest?

Julen.

Næst efter julen kommer efterårsferien. Herefter er påskeferien den tid på året, hvor flest danskere folder sig ud i det søde køkken, viser erfaringen fra de danske gærfabrikker.

Men i år er alting forandret, for under coronakrisen er vi gået amok i bageprojekter. Især surdejsbagning er blevet en trend. Det mærker både boghandlere og Danmarks største madbloggere.

- I øjeblikket er der mere end 20.000 besøgende inde på min surdejsopskrift hver dag, og jeg kan se på alle sociale medier, at det eksploderer lige nu, siger madblogger og influencer Ann Christine Hellerup Brandt fra en af Damarks største madblogs, Valdemarsro.

Hos online-boghandlen Saxo.com har man heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til surdejshypen, fortæller pr- og indholdskoordinator, Lærke Jürs.

- Efter Covid-19 lagde gaderne øde, og folk begyndte at hamstre gær, har vi bemærket en markant stigning i både søgninger på brød og surdej på sitet. Faktisk er ordet "surdej" på syvendepladsen over de mest populære søgeord på Saxo.com her under krisen, hvilket er meget bemærkelsesværdigt på et bogsite, hvor folk oftest søger på titler og forfattere, siger Lærke Jürs.

Hvis du også er en af de danskere, der slår tiden ihjel med at måle, blande, piske og ælte, har vi samlet seks bagebøger, som er værd at kigge nærmere på.

Her er både inspiration til dig, der vil udforske surdej, men her er også hjælp at hente, hvis du vil bruge hjemmedagene på de glutenfri kager, de plantebaserede, de forbudte og ikke mindst gangster-kagerne…

1

Den obligatoriske

'Det gode brød - opskrifter fra Tartine Bakery', Lindhardt & Ringhof. (© Tartine Bread)

Hvis man skal pege på verdens mest kendte bageri, må det være Tartine Bakery i San Fransisco. Foodies rejser gerne over Atlanten for at få fingre i himmelske bagværk og ikoniske muleposer. Manden bag Tartines er Chad Robertson, og han er intet mindre end en surdejsguru.

Hans bagebog 'Det gode brød - opskrifter fra Tartine Bakery' er for længst blevet en grundbog inden for surdej og brødteknikker. Opskrifterne er enkle og velskrevne, billederne er smukke, og man får med det samme lyst til at gå i køkkenet med manden, som amerikanerne hylder som USA's dygtigste bager.

2

Den glutenfri

'Søde sager med grøntsager', People's Press. (© Sydhavnsmor.dk)

Det er faktisk en ret god idé at lave en bog om kager med grøntsager. Idéen tilhører May Holm eller Sydhavnsmor, der er hendes bloggernavn.

I bogen 'Søde sager med grøntsager' kan man finde opskrifter som citronkage med pastinak og romkugler med søde kartofler. Alle opskrifter er glutenfri, og er man vild med at bage, men knap så vild med de kalorier, som følger med, er May Holms bagebog et smart valg.

3

Den klistrede

'Baking Moments', Grønningen 1. (Foto: Rikke Nissen Westesen © Frederikke Wærens)

Madblogger og influencer Frederikke Wærens er dronningen af fænomenet foodporn i Danmark. Hvis ikke du følger hende på Instagram, så er hendes profil et besøg værd. Man bliver så dybt betaget af hendes kriminelt klistrede kager, at man nærmest får lyst til at slikke på sin mobilskærm.

I denne tid har Frederikke Wærens mere end dobbelt så meget trafik på sin blog i forhold til, hvad hun plejer, og det kan man godt forstå. For midt i alle corona-frustrationerne er der noget meditativt over at stene til en banancupcake med karamelfyld, der bliver toppet med mælkechokolade-smørcreme og ekstra chokoladesauce på toppen.

Hvis du selv vil prøve kræfter med Frederikke Wærens overdådige og bloggervenlige kager, er hendes nye bagebog 'Baking Moments' ude nu. Her kan du lære at lave de Instagramvenlige tal-kager, en hjemmelavet p-tærte og mundvandsdrivende triple-chocolate-cookie-is-sandwiches.

4

Den bundsolide

'Brødbogen - få luksus i hverdagen med hjemmebagt brød', Politikens Forlag. (© Annemette Voss Fridthjof)

Selvom man er dygtig til at bage og lave mad, betyder det ikke nødvendigvis, at man kan skrive gode kogebøger. Kort efter Annemette Voss vandt 'Den store bagedyst' i 2013, udgav hun sin første bagebog, og det var tydeligt, at bogen ikke bare var en eller anden fiks idé eller forsøg på at tjene penge.

Annemette Voss kan virkelig skrive opskrifter, og hun kan på enkelt vis guide kagebagere uden erfaring til at lave pæne og velsmagende kreationer. Det er tydeligt, at hun ikke selv er uddannet konditor eller bager, men selv har prøvet, hvordan det er at stå uden erfaring i et køkken. Her er ingen indforståede ord, uoverskuelige teknikker eller ingredienser, der ikke er til at få fat på.

I mange har år har Annemette Voss holdt sig til kager, konfekt og pynt, men nu har hun kastet sig over brødbagningen med 'Brødbogen'. Det er der kommet en ret sympatisk bog ud af, som alle mennesker kan være med på.

5

Den kendis-agtige

'From Crook to Cook', Chronicle Books. (© Chronicle Books/Snoopadelic Books)

Der er mange kendisser, der undertiden har forsøgt sig med kogebøger og mad-tv. Blandt de mindre vellykkede findes der Paris Hiltons YouTube-idé 'Cooking with Paris'. Men én, der faktisk har rimelig godt styr på sin madlavning, er rapperen, produceren og marihuana-aktivisten Snoop Dogg, der i 2018 udgav gangsterkogebogen 'From Crook til to Cook'.

Bogen er fyldt med mandens yndlingsmad - som for eksempel hans helt egen mac'n'cheese-opskrift med uforskammet meget ost.

Men bogen rummer også en samling gode amerikanske bage- og dessertopskrifter som for eksempel Doggfathers onde chokolade-cheesecake og ikke mindst opskriften på hans "rolls royce chocolate chip cookies".

Alle opskrifter får følgeskab af en indledende anekdote fra Snoop selv, og det er tydeligt, at han (eller hans ghostwriter) virkelig ejer stor kærlighed til den amerikanske madkultur og alt den overdådighed, den byder på.

Opskrifterne er præcise og nemme, og selvom bogen ikke er oversat til dansk, angives målene i gram, så man kan roligt gå i gang med at eksperimentere med The doggs livretter. Det er også en genial gaveidé til coronakrise-ramte fødselarer.

6

Den plantebaserede

'Mit grønne morgenbord', Muusmann Forlag. (© Asta Just Schack/Mussmann Forlag)

Kaffe med mælk, yoghurt med musli, kanelsnegle med smør. Meget af den morgenmad vi typisk spiser er lavet med animalske produkter. Hvis du gerne vil spise plantebaseret, har madbloggeren Asta Just Schack fra profilen Eatingthemplants skrevet en udførlig bog til, hvordan man får sig en plantebaseret start på dagen.

Bogen hedder 'Mit grønne morgenbord', og her kan du finde et væld af opskrifter på plantebaseret bagværk som for eksempel birkes og vaniljesnegle, klassiske tebirkes, bananbrød med kamille og valnøddescones.

Her er også opskrifter på plantebaseret grød, smoothies og smørbart pålæg som pistaciesør, nøddesmør og kakaocreme med dadler.