'Virkelig langt ude': Her er seks myter og sandheder om juice

Juice er sundt...eller er det? Vi har testet seks udsagn om den syrlige drik.

Passer det, at juice er godt mod forkølelse? Og er friskpresset juice egentlig bedre, end det juice man køber? Vi har givet juicemyterne en faktatjek. (Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Juice er da sundere end sodavand, ikke? Og hvis man er forkølet, er det så ikke meget godt med et glas appelsinjuice? Eller er det nu også det?

Der florerer mange myter om juice og dens sundhedsmæssige egenskaber, men hvilke holder egentlig vand?

Vi har delt seks hyppige udsagn om juice med Lars Ove Dragsted, der er professor og leder af sektion for Klinisk og Forebyggende Ernæring på Københavns Universitet. Han har i mange år forsket i frugt og grønts sundhedsmæssige virkninger - deriblandt juicens egenskaber.

Her kan du se, hvad han mener om juice-myterne. Er de sande, falske eller både/og?

1

Juice er sundt: Sandt og falsk

(Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Er juice overhovedet sundt? Det er svært at sige sandt eller falsk til denne, for det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der er sundt, forklarer Lars Ove Dragsted.

- Generelt siger vi jo, at frugt og grønt er sundt, og at vi skal have seks stykker frugt og grønt om dagen. Ét af dem kan være et glas juice. Men i den formulering ligger der allerede en antydning af, at juice nok ikke er lige så godt som et stykke frisk frugt eller grønt.

- På den måde kan vi sige, at et enkelt glas juice er sundt, men det betyder ikke, at du bare kan drikke dig sund i juice. Juice har nemlig ikke de samme gode egenskaber som hele stykker frugt og grønt, siger Lars Ove Dragsted og uddyber:

- Det skyldes formentlig, at frugtens celler og cellevægge smadres helt, når vi laver juice, men slet ikke i samme omfang, når vi blot tygger frugten. Det betyder, at al den sukker, der er i frugt frigøres i juicen, mens sukkeret i vidt omfang frigøres nede i tyktarmen, når vi spiser frugt.

2

Nogle typer juice er sundere end andre: Sandt

(Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Umiddelbart skulle man tro, at visse typer juice er sundere end andre, og her er Lars Ove Dragsted enig.

- Jeg er ikke så begejstret for de helt klare typer juice som for eksempel en klar, filtreret æblejuice. Det hænger helt sammen med, at vi skal sørge for at få godt med fibre ned til tyktarmen, siger Lars Ove Dragsted og uddyber:

- Tyktarmen er ligesom en jungle med alle mulige mikroorganismer, og sådan en jungle har et komplekst økosystem. Derfor gælder det om at give tyktarmen så meget groft og forskelligt grønt som muligt. Så jo mere af den juice du drikker, der er grumset/uklar, jo bedre. Er en juice helt filtreret, er der større sandsynlighed for, at vi får en drik, som mest af alt bare er en omgang sukkervand.

3

Juice er godt, når vi er forkølede: Falsk

(Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Måske har du hørt, at juice er fyldt med C-vitamin, og når man er forkølet, gælder det om at få masser af juice.

Lars Ove Dragsted støder ofte på denne myte, som han betegner som "virkelig langt ude".

- Det er desværre ikke rigtigt, at C-vitamin modvirker forkølelse. Det kan man godt glemme. Det er faktisk et velundersøgt emne, og der er absolut ingen evidens for, at det skulle være sandt.

I det hele taget er der ikke grund til at drikke juice, fordi man vil tanke op på C-vitamin:

- Der er meget få danskere, der mangler C-vitamin. Tager man jerntilskud, kan pillerne sluges med juice, for vi ved, at C-vitaminet øger optagelsen af jern. Men at sige at C-vitamin er godt mod forkølelse, det er en tilbagevendende myte, jeg har forsøgt at punktere mange gange, siger Lars Ove Dragsted.

4

Friskpresset juice er sundere end ikke-friskpresset juice: Falsk

(Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Det kan være nærliggende at tro, at en friskpresset juice er sundere end en juice, der ikke er friskpresset, men den antagelse holder ikke, hvis man spørger Lars Ove Dragsted.

- Hvis vi kigger på de sundhedsmæssige effekter, så kan jeg ikke finde evidens for, at friskpresset juice, man selv laver, er bedre end den juice, man køber. Men der kan jo stadig være andre fordele ved at presse sin egen juice, siger Lars Ove Dragsted og fortsætter:

- Måske vil smagen være bedre, fordi frugten er frisk. Måske slipper man for juicens plasticindpakning, og det har måske nogle miljømæssige fordele, men man kan ikke sige, at en friskpresset juice til hver en tid er bedre end én, der ikke er friskpresset.

5

Smoothies er sundere end juice: Sandt og falsk

(Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Hvis en juice er sundere, jo mere grumset den er, skulle man tro, at smoothies til hver en tid er sundere. Og i mange sammenhænge vil en omgang blendet frugt også være lidt sundere, fordi man får flere næringsstoffer som for eksempel fibre med sammenlignet med, hvad man får fra juice, fortæller Lars Ove Dragsted.

- Jeg er enig i, at en smoothie ofte er sundere end juice, fordi flere af frugtens lidt grovere dele som regel er kommet med. Men igen: Det kommer an på, hvilken smoothie du drikker. For der findes bestemt også smoothies, som ikke er sundere, siger Lars Ove Dragsted og fortsætter:

- Først og fremmest vil jeg anbefale, at man spiser et helt stykke frugt eller grønt i ro og mag i stedet for at sluge det blendet. Når du spiser et helt stykke frugt, får du nemlig flere fibre. Samtidig vil en smoothie ofte være en kilde til et meget hurtigt og stort energiindtag. Fordi den kan drikkes på kort tid, får vi nemt en masse sukker i kroppen, uden at vi nødvendigvis føler os særlig mætte.

Men der mangler gode undersøgelser med smoothies, og det ville være interessant at undersøge, så vi kunne få ordentlige data for, hvordan de faktisk virker på os.

6

Juice indeholder lige så meget sukker som sodavand: Sandt

(Foto: Illustration: Anne Vestergaard Olsen)

Vi ved alle, at juice indeholder sukker, og måske har du også hørt, at juice ligefrem indeholder lige så meget sukker som sodavand. Men passer det?

Det er faktisk ikke helt ved siden af, fortæller Lars Ove Dragsted.

- Sukkerindholdet i juice er vanvittigt højt. Et glas juice er en ordentlig sukkerbombe, som belaster vores evne til at holde vores blodsukker stabilt, og på den måde kan man godt sige, at juice minder om sodavand, siger Lars Ove Dragsted og uddyber:

- Kigger man på æble- og appelsinjuice, der jo drikkes mest, er der seks til ti gram sukker i 100 milliliter juice. I sukkersodavand (altså sodavand, der ikke er sødet med et kunstigt sødestof) er der i omegnen af ni til 12 gram sukker i 100 milliliter, lyder det fra forskeren.

Du kan altså godt få sodavand med mere sukker i end juice, men du kan også få juice, hvor sukkerindholdet rent faktisk er højere end i nogle typer af sukkerholdige sodavand.

Lars Ove Dragsted understreger, at det selvfølgelig er vidt forskelligt fra menneske til menneske, hvordan vi responderer på sukker, så bare fordi der er meget sukker i juice, betyder det ikke, at man skal holde sig fra det.

- Nogle få mennesker kan faktisk æde en stor iskage, uden at blodsukkeret ryger i vejret. Andre kan dårligt nok kigge på et stykke rugbrød, før det kan måles. Så det er vigtigt for mig at sige, at folk skal finde deres egen vej. Men har man et stort forbrug af juice, så skal man nok lige tænke sig om. Sluk hellere tørsten i vand og spis hele stykker frugt og grønt i stedet. Det er i hvert fald sundt.

FacebookTwitter