Wiener Melange er kaffens svar på biksemad

Ved du hvordan man udtaler navnet på den søde alt-i-en kaffedrik, der kun findes i danske kaffeautomater?

Wiener Melange findes på mange af de danske kaffeautomater, men er noget helt andet, end den man kan få i Wien. (Foto: Grafik: Signe Heiredal (DR) ©DR)

Du har helt sikkert set den. Nogle elsker den, og ser den som sit eftermiddags-fix, mens andre ikke har turdet at tage chancen og trykke på knappen. Den er på din arbejdsplads eller uddannelsesinstitution, og du finder den på det mest centrale mødested: Kaffeautomaten.

Wiener Melange er kaffedrikken med navnet, du ikke tør udtale, og som de færreste kan fortælle dig, hvad er. Og med god grund fortæller Jeanette Antonsen, der er Business Unit Manager ved Merrild Lavazza Danmark, som leverer mange af de kaffeautomater, der står rundt omkring på de danske arbejdspladser.

- Det er blevet kaffens svar på biksemad, hvor alt, der kan gå i en kaffe, er kommet i, siger hun.

Wiener Melange

Melange betyder ’blanding’ på tysk.

Østrigerne udtaler det lige ud af landevejen, og ikke med en ’fransk’ afslutning så at sige.

På fransk betyder mélange også blanding og udtales som [mela:nsj]

Alt i én

Den Wiener Melange, vi finder herhjemme, er som regel en sød blanding af kaffe, kakao, sukker og flødepulver. Ifølge Jeanette Antonsen må den være et gammelt levn fra dengang automatiske kaffemaskiner begyndte at blive fast inventar på arbejdspladserne i Danmark.

Dengang kunne man på maskinerne blande sin egen kaffe ved hjælp af knapperne for mælk, sukker, fløde og så videre.

- Jeg tror, folk har stået og leget med alle de her muligheder, og der blev Wiener Melange sådan en all-you-can-mix-drik med både kaffe, kakao, sukker og fløde, siger Jeanette Antonsen.

Med tiden fik alt-i-én-drikken sin egen knap, hvor man lånte det fint-klingende navn fra Wien.

Wiener Melange er for nogle lidt af et mysterium - for andre er det et eftermiddags-treat. (©DR)

En herlig blanding

Kaffevarianten Wiener Melange findes faktisk i Wien. Men der stopper lighederne mellem de to drikke tilsyneladende også.

En original Wiener Melange er en kaffespecialitet, der kun findes i Østrigs hovedstad Wien, og som mest af alt minder om en cappuccino. Uden kakao og sukker vel at mærke.

Hos Café Central, der er en af Wiens ældste og mest ikoniske caféer, står opskriften på en Wiener Melange ikke til diskussion, fortæller Stefanie Pribrik, der er stedets salgs- og marketingskoordinator.

- En Wiener Melange er en sort kaffe eller espresso, der fortyndes med varmt vand og fyldes op med samme mængde varm mælk som kaffeblandingen. På toppen pyntes kaffen til slut med et højt lag mælkeskum.

Og sådan har opskriften lydt siden 1876, da caféen åbnede.

Den klassiske Wiener Melange som den serveres på Café Central i Østrigs hovedstad Wien. En sort kaffe med varm mælk og mælkeskum på toppen. (©DR)

Dansk automat-favorit

Selvom Wiener Melange har en væsentlig kortere historie herhjemme, er der ifølge Jeanette Antonsen, stadig rigtig mange virksomheder i Danmark, der efterspørger kaffemaskiner med Wiener Melange. Som det eneste sted i Europa.

Det erfarede hun, da Merrid Lavazza for nyligt var rundt i landet for at udskifte gamle kaffeautomater. Her forventede hun på forhånd, at kaffe-blandingen efterhånden måtte være et overstået kapitel.

- Men det var den så ikke. Som vi hører det, er det virkelig et treat for folk at få den her kop kaffe med kakao som en slags sød forkælelse ud på eftermiddagen. Men det er jo spøjst, for det er aldrig blevet en ting i den ’virkelige verden’ uden for virksomhederne og deres kaffemaskiner, fortæller Jeanette Antonsen.

Så selvom du ikke kan gå ind på en dansk café og bestille en Wiener Melange, er der altså ikke udsigt til, at den søde blandings-kaffe forsvinder fra de danske arbejdspladser og vores kaffeautomater lige foreløbig.

Husk kage til kaffen

Vil du forkæle kollegerne og bage lidt kage til eftermiddagspausen, får du her et par opskrifter på nogle kager, du nemt kan bage til mange og tage med.

DR MadBananmuffins med chokolade 15 min. 6 pers.
timeperson

Bananmuffins med chokolade er lækre og svampede og altid et hit.

DR MadPæretærte med kardemomme 50 min. 4 pers.
timeperson

Denne pæretærte med en færdigkøbt butterdej kræver ikke ret meget. Så bliver det ikke nemmere at bage kage.

Camilla Plum Kanelsnegle 1 time, 30 min. 6 pers.
timeperson

En blød kanelsnegl med hvid eller mørk glasur kan de fleste være med på.

Del: