I denne ret ville det være en blanding af røg og sødme, da de to komponenter går rigtig godt i spænd. (©DR)

Adams Prices sol over Gudhjem med silde-is

Dette er Adams bud på en ny fortolkning af den velkendte ret ' Sol over Gudhjem'. Ved første øjekast er der ingen ligheder til den traditionelle ret, men smagen skuffer bestemt ikke.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Sildeis

  • 3,5 dl piskefløde
  • 3,5 dl sødmælk
  • 2 stk. røgede sild
    (fileter, skind og hoveder skal der bruges fra disse 2 fisk)
  • 8 stk. pasteuriserede æggeblommer
  • 2-3 spsk. sukker
  • 1-2 tsk. salt
  • 1 smule kværnet peber
  • 1 smule revet citronskal

Muldjord af rugbrød

  • 3-4 skiver mørkt rugbrød
    (skal laves til ultrafint "grus")
  • 2 spsk. smør
  • 1 smule rapsolie
  • 1 smule sukker
  • 2-3 stk. radiser
  • 0,5-1 bundt purløg

Fremgangsmåde

  1. Kog sildefileter, skind og hoveder forsigtigt op i mælk og fløde. Imens piskes æggeblommerne med salt og sukker - vær forsigtigt i starten, smag til undervejs.

  2. Når blommerne er pisket lyse og luftige, og silde-mælkefløden nærmer sig kogepunktet, tages skind og hoveder op af flødeblandingen.

  3. Hæld nu den varme blanding (inkl. sildekødet!) op i en blender og kør den grundigt igennem. Passér den blendede sildefløde gennem en sigte, og hæld nu den passerede blanding over æggene, mens du pisker med et piskeris.

  4. Hæld nu iscrememassen tilbage i gryden og varm forsigtigt op under omrøring til cremen begynder at tykne, uden at den koger. Smag iscremen til med salt, sukker og lidt revet citronskal.

  5. Hæld derefter blandingen på en ismaskine og kør den til den har rette konsistens. Sæt ismassen i fryseren en times tid. Hvis den står længere tid på frys, så tag den ud i god tid, inden du skal forme den til et æg.

  6. Rist det finthakkede rugbrød i riiigeligt smør og lidt rapsolie på en pande ved middelvarme. Drys undervejs med en anelse sukker, samt lidt salt. Steg massen helt sprød og hæld den derefter på fedtsugende papir til afkøling.

  7. Skær radiser og purløg fint (ca. 1x1 mm) og bland begge dele sammen med det afkølede rugbrød. Lav en lille rede ud af det kulørte drys og sæt et miniæg af sildeis deri. Drys med lidt flagesalt og evt. friskkværnet peber.

 Velbekomme.