Smuk og elegant æbledessert med kiksebund. (©DR)

Æblefromage på bisquitbund med Calvados

Få her Hans Kongelige Højhed Prins Henriks opskrift på en smuk dessert af æblefromage på bisquitbund med Calvados, som han lavede på Fredensborg Slot sammen med sin køkkenchef Jesper Vollmer. Opskriften stammer fra programmet 'Hofretter' fra 2014, hvor Prins Henrik eksklusivt inviterede danskerne med i slotskøkkenet, når han sammen med sin køkkenchef tilberedte regentparrets aftensmad.

Tilberedningstid: 4 timer Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

bisquitbund

  • 4 æg
  • 150 g hvedemel
  • 150 g sukker

Æblefromage

  • 1 l æblejuice
  • 5 blade husblas
  • 4 past. æggeblommer
  • 4 past. æggehvider
  • 120 g sukker
  • 2 ½ dl piskefløde

Gele

  • 2 dl æblejuice
  • lidt calvados
  • 2 blade husblas

Fremgangsmåde

Bisquitbund

  1. Pisk de 4 æg og sukker til en luftig æggesnaps. Sigt melet i og vend forsigtigt sammen til en ensartet luftig dej. Smør den ud på bagepapir på en bageplade. 
  2. Bag ved 190 grader ca. 10 min. og køl af. 

Æblefromage

  1. Kog den ene liter æblejuice ind til 1 dl. Dvs. 1:10 Det skal blive til en meget intens æblesirup. 
  2. Udblød husblassen i koldt vand. Imens piskes æggeblommerne luftige med halvdelen af sukkeret. Kom den afkølede æblesirup ved æggeblommerne og tilsæt husblassen der lige er smeltet i en lille gryde. 
  3. Pisk æggehviderne helt luftige, og kom resten af sukkeret i lidt ad gangen. Pisk til de er helt stive. 
  4. Pisk fløden til flødeskum men ikke for meget. Den skal være lidt flydende. 
  5. Vend æggehviderne i æggeblommerne og vend til sidst flødeskummet i. 
  6. Udstik den ønskede størrelse af kagebunden og kom fromagen ovenpå i den ønskede højde. Lad den sætte sig i køleskabet i mindst et par timer. 

Gele

  1. Lav en gele til toppen af 2 dl. æblejuice smagt til med lidt Calvados og 2 blade husblas. Udblød husblassen, smelt den og bland den med æblesaften. Kom den forsigtigt på toppen af den faste fromage, så den lægger sig som et transparent lag på toppen. 
  2. Lad igen det hele sætte sig på køl og servér fromagen kold.