Med denne ret er du sikker på at vække opsigt hos dine gæster, en spændende og ny måde at spise på. (©DR)

Ærtesfærer

I programmet 'den lille kemiker' forsøger brødrene Price sig med at lave mad ved kemiske metoder. Her kan du se hvordan du laver en ærtesfærer. vær opmærksom på at nogle dele af opskriften skal hvile på køl i 24 timer, gå derfor i gang i god tid.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 7,5 g Algin fra Ferran Adrias 'Texturas'
  • 1,5 l kildevand med lavt kalkindhold
    (f.eks. aqua d'Or el. lign)
  • 200 g fine frosne ærter
    (eller snapærter)
  • 2 dl vand
  • 1,5 g Calcic fra Ferran Adrias 'Texturas'
  • 1 smule tørsaltet bacon i skiver

Fremgangsmåde

  1. 1 liter kildevand med lavt kalkindhold tilsættes 5 g Algin, og der mixes grundigt med stavblender. Lad det hvile på køl i 24 timer.

  2. Blend ærter eller snapærter med vand. Blandingen sies gennem en meget fintmasket sigte eller et klæde. Mål 200 g af blandingen af og tilsæt 1,5 g Calcic mens der mixes med stavblender. Lad blandingen hvile på køl i nogle timer.

  3. Fyld en passende måleske med ærteblandingen og vend den forsigtigt ned i det alginholdige vand. Fortsæt til du har så mange sfærer som du har brug for. Lad dem gelere i et minuts tid og fisk dem så op og skyl dem i lidt koldt vand. 

TIP: Server dem på små smageskeer drysset med lidt pulveriseret ristet bacon.

NB! Man kan sikkert prøve sig frem selv med diverse alge- og kalcium-pulvere/-præparater, men den hurtigste metode er altså at skaffe sig Texturassættet, der bl.a. forhandles i Inco i København, eller kan skaffes via http://www.gourmetconnection.dk/ og flere andre steder på nettet.