Ål i gele er skøn mad til frokostbordet. (©DR)

Ål i gelé

Ål gelé er ganske vist en gammeldags spise, men det gør den bestemt ikke mindre god. Få her Brødrene Prices opskrift på ål i gelé, som serveres på godt rugbrød - gerne til jul eller en anden god frokost. Velbekomme.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

  • 1 løg
  • 1 gulerod
  • 1 porre
  • 6 dl vand
  • 2 dl eddike
  • 12 hele peberkorn
  • 6-8 hele allehånde
  • 4 tsk. salt
  • 6 laurbærblade
  • 600 g flået, renset ål
  • 6 blade husblas

Fremgangsmåde

Skær løg, gulerod og porre i mindre stykker. Kog vand og eddike op med grøntsagerne, peberkorn, allehånde, salt og laurbærblade.

Skær ålen i 10 cm lange stykker og kog dem møre i lagen i ca. 5-7 min. Lagen må ikke bulderkoge. Tag ålestykkerne op og lad dem dryppe godt af. Mens de er lunkne, flækkes stykkerne forsigtigt og benene pilles ud. Lagen koge lidt ind og sigt den så. Smag evt. til med ekstra eddike, salt og peber. Udblød husblassen og kom den i 6 dl af den varme lage. 

Læg ålestykkerne ved siden af hinanden i et pænt fad. Læg eventuelt laurbærbladene fra lagen ovenpå dem, og hæld lage ved til ålen akkurat er dækket. Sæt fadet koldt til geléen er stivnet. Pynt fadet med dild og citron og server med rugbrød og smør.