Lækker dessert med chilimarinerede ananas og softice. (©DR)

Ananas carpaccio med softice

Ananas og softice er en skøn kombination, og i Mette Blomsterbergs opskrift skal ananas lægges i marinade dagen før for at give den ekstra god smag. Prøv denne skønne og anderledes dessert, hvor den marinerede ananas serveres med blød og cremet softice.

Ananassen skal marineres dagen før.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Iscreme

  • 1/2 stk. vaniljestang
    (+ den tomme stang)
  • 1 dl pasteuriserede æggeblommer
  • 100 g sukker
  • 1/4 l sødmælk
  • 1/4 l piskefløde

Marinerede ananas

  • 1 stk. ananas
  • 100 g sukker
  • 1 dl vand
  • 1/2 stk. vaniljestang
  • 1/2 stk. rød, mild chili

Fremgangsmåde


Ananas

  1. Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases på bordet med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad.
  2. Chilien halveres på den lange led, og alle frø og hvide lameller fjernes. Er det ikke lykkedes dig at finde en mild chili, anvend da kun en 1/4. Det reelle chili kød skæres i tynde strimler og udblødes i koldt vand 1 times tid. Vaniljesukkeret, det resterende sukker, den tomme vaniljestang og en dl. vand koges op nogle minutter. Gryden tages af varmen og afkøles let.
  3. Skræl ananassen og skær den i ultra tynde, men hele skiver. Udstik stokken i hver skive. Skiverne lægges i et dybt fad og den afkølede lage hældes over ananasskiverne. Et par timer før anretningen hældes de marinerede ananas skiver op i en sigte. Lad lagen dryppe ned i en gryde. Lagen koges op i 5 - 7 minutter, tag den af varmen og tilsæt chilistrimlerne. Opbevar de afdryppede marinerede ananasskiver i køleskab indtil anretning. 

Softice

  1. Vaniljestangen flækkes på den lange led, og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Kornene mases sammen på bordet med en anelse af sukkeret, så kornene skilles ad. Gem den tomme vaniljestang. Æggeblommer, vaniljesukker og resten af sukkeret piskes til tyk æggesnaps med en håndmikser.
  2. Hæld fløde, mælk og den tomme vaniljestang i en gryde og bring i kog. Gryden tages herefter af varmen. Fisk den tomme vaniljestang op. Hæld straks - med stor forsigtighed - den meget varme flødeblanding op i æggesnapsen lidt ad gangen, mens der stadig piskes.
  3. Flødeblandingen vil legere æggeblommerne. Nedkøl legeringen helt i køleskab - gerne til næste dag.

Anretning

  1. Fire små skåle stilles i fryseren og iscremen drejes til softice i ismaskinen. Dette gøres 1 times tid inden den skal serveres!
  2. Tag de fire små skåle ud af fryseren. Den færdigt drejede is kommes op i en sprøjtepose med en stor stjerne-tyl i og sprøjtes op i skålene. Prøv at få det "høje" softice-look Vigtigt: Nedfrys om nødvendigt den nydrejede softice i en stor skål, hvis den alligevel er for flydende.
  3. De fyldte softiceskåle stilles straks tilbage i fryseren - server inden for 1 time. De afdryppede, marinerede ananasskiver krølles smukt sammen i kanten af fire store, flotte tallerkener. Husk at gøre plads i midten til softiceskålene.
  4. Kom lidt chili-vanilje sirup over ananas skiverne og anret slutteligt med softiceskålene. Vent gerne nogle minutter så softicens ydre tempereres en anelse.