Server det stegte andebryst på en bund af ris, tomat og agurk - eller tilføj eksempelvis spinat, kinesisk broccoli eller rødkål. (©Gyldendal)

Andebryst på ris med tomater og agurker

Denne asiatiskinspirerede risskål med and og grøntsager a la Nadine Redzepi er delikat og nem at lave på en hverdagsaften. Når du steger dit andebryst efter denne opskrift, får du et perfekt stykke and med sprødt skind, som er medium-rare. Spinat, kinesisk broccoli eller rødkål er lækre tilføjelser til denne ret.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 0 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 400 g basmatiris
  • 2 stk. andebryst uden ben
  • Lidt fint havsalt
  • 1 stk. agurk
  • 2 stk. store tomater
  • 20 store basilikumblade
  • 120 ml kyllingefond
  • 1 spsk. sojasauce
    (plus ekstra til servering)
  • Lidt ekstra jomfruolivenolie

Fremgangsmåde

  1. Bland 960 ml vand og risene i en gryde. Bring det hele i kog over medium varme. Skru ned for varmen, læg låg på og lad risene simre uforstyrret i cirka 15 minutter. Tag gryden af varmen og lad risene stå tildækkede i 10-15 minutter. (Undgå at røre i risene, mens de simrer, da det vil gøre dem klistrede og klumpede) 
  2. Når risene simrer, gå du i gang med anden. Rids skindet og fedtet på kryds og tværs med en skarp kniv – der skal være cirka 2½ cm mellem ridsene. 
  3. Læg andebrysterne i en stor, tør pande med skindet nedad. Sæt panden over medium varme og lad fedtet smelte langsomt fra, mens anden steger. Lad være med at flytte kødet, indtil skindet er sprødt og gyldenbrunt, 12-15 minutter. Du kan se, at kødet er klar til at blive vendt, når nogle få dråber blod pibler ud fra overfladen. 
  4. Vend andebrysterne og steg videre, indtil et stegetermometer viser en kernetemperatur på 48-52° – medium-rare (anden steger videre, mens den hviler), cirka 7 minutter. Flyt andebrysterne over på et skærebræt og læg dem med skindet opad. Drys godt med salt over og lad kødet hvile 5-10 minutter. 
  5. Mens anden steger, skræller du agurken og skærer den i små tern. Fjern kernen i tomaterne. Skær tomaterne i tynde både. Hak basilikum groft. 
  6. Hæld alt fedtet fra panden. (Du kan gemme det og stege kartofler i det på et senere tidspunkt.) Kom kyllingefonden i panden og bring det i kog. Skrab de brunede rester på panden fri med en træske. Lad fonden koge ind til en fjerdedel, cirka 1 minut. Tag den af varmen og rør sojasaucen i. 
  7. Fordel risene mellem fire portionsskåle og top med agurker, tomater og basilikum. Skær andebrysterne i skiver, cirka ½ cm tynde. Fordel skiverne i skålene og dryp med pandesaucen. Server retten varm med olivenolie og ekstra sojasauce til at dryppe over, hvis du har lyst.