De søde frugter smager fantastisk sammen med det møre andebryst. (©DR)

Andebrystsalat

I programmet Jul - med Timm, Markus og Katrine lavede Katrine denne lækre og fyldige andrebrystsalat fuld af julens søde frugter, som granatæble og figner, toppet med mørt og rosastegt andebryst og en skøn appelsindressing. Salaten med de mange farver er flot på bordet, og vil uden tvivl vække glæde, som et frisk indspark til den ellers fede julemad.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Salat

  • ½ rød eller grøn spidskål
  • 2 stængler bladselleri
  • 2 friske figner
  • 1 pære
  • 15 vindruer
  • 1 dl tørrede dadler
  • ½ granatæble
  • 1 dl valnødder

Orangedressing

  • 2 økologiske appelsiner, skal og saft heraf
  • ½ dl æbleeddike
  • 1 dl olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

Andebryster

  • 2 andebryster
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Salat

  1. Snit kål fint i tynde strimler og snit bladselleri i skiver. Skær figner og pære i både, halver druer, hak dadler og pil granatæblekernerne fri. Kom det hele i en stor skål.
  2. Rist valnøddekernerne let på en tør pande. Afkøl og hak groft.
  3. Rør alle ingredienserne til dressingen godt sammen og hæld den over i skålen med salaten. Vend godt sammen og anret salaten på et flot fad. 
  4. Drys toppen med de ristede valnødder.

Andebryster

  1. Rids fedtlaget på andebrysterne uden at skære i kødet. Gnid med salt og peber.
  2. Læg andebrysterne på en kold, tør pande med fedtsiden nedad, og tænd for varmen for fuldt blus. Det er ikke nødvendit med fedtstof, da der er rigeligt på kødet i forvejen.
  3. Når fedtsiden er brunet godt af vendes brysterne, og kødsiden brunes ligledes kort af.
  4. Sæt panden i en varm ovn (hvis hele panden kan tåle det, eller kom brysterne i et ildfast fad) og ovnbag ved 200 grader i ca. 10-15 minutter.
  5. Andrebrysterne tages ud af ovnen og hviler på et skærebræt i 10 minutter.
  6. Skær de møre og saftige andebryster i tynde skiver og fordel disse over salaten eller ved siden af.

Opskriften findes i samlingen

Jul - med Timm, Markus og Katrine