Oplev smagen af Mellemøsten med Annes improviserede libanesiske cocktails. (©DR)

Annes libanesiske cocktail med smag af 'Kongen af Danmark'

Denne cocktail opstod ved et tilfælde på en terrasse i Beirut. Efter at have lavet retter med citrusfrugter og granatæblesaft, var der en masse dejlig frugtsaft tilovers, som kunne bruges til cocktails. Her er opskriften dog lavet med de hele frugter, der bliver presset. Den smager kraftigt af det bolsje, der hedder 'Kongen af Danmark', så hvis du ikke kan lide den sødlige lakridssmag, kan du for eksempel bruge vodka i stedet for. Kan du ikke skaffe arak til din cocktail, kan du sagtens bruge pernod i stedet for. Smagen afhænger ikke af de soltørrede citroner, så de kan sagtens udelades.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 16 isklumper
  • 16 cl arak
  • 2 granatæbler
  • 2 grapefrugter
  • 2 appelsiner
  • 1 evt. soltørret citron

Fremgangsmåde

  1. Fordel isklumperne i 4 glas og hæld 4 cl arak i hvert glas. 
  2. Riv lidt soltørret citron i hvert glas. 
  3. Skær granatæbler, grapefrugt og appelsiner i halve og pres dem. 
  4. Bland lige dele af hver type frugtsaft i glassene, til du har en meget pink cocktail. 
  5. Tilsæt evt. granatæblekerner hvis du har nogen i overskud. Servér cocktailen med det samme.