En fantastisk smagfuld dessert med den skønne arabiske krydderiblanding, zaatar. Hvis der er børn i selskabet, kan du eventuelt lave en lille portion, hvor kaffen undlades. (©DR)

Arabisk kaffeis med Za’atar sirup

Drop den trefarvede is og prøv i stedet en sødmefyldt is med krydret sirup, der med sikkerhed vil tage dig med på en rejse. I programmet 'Timm og gryderne' laver Timm Vladimir arabisk kaffeis med za'atar sirup. Za'atar er en arabisk krydderiblanding, der giver desserten et fantastisk twist.

Tilberedningstid: 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

  • 2 dl fløde
  • 2 dl sødmælk
  • 3-4 dl arabisk kaffe, kold
    (se opskrift nedenunder)
  • 100 g sukker
  • 4 stk. æggeblommer
    (ca. 80 g)
  • 1 håndfuld kardemommekapsler
    (kan undlades)

Arabisk kaffe

  • 30 g hele kaffebønner, fint malede
  • 6-8 stk. hele kardemommekapsler, næsten fint malede
  • 5 dl næsten kogende vand
  • 1 smule sukker

Za'atar sirup

  • 4 dl vand
  • 4 dl sukker
  • 20 g za'atar
    (Du kan købe det eller lave det selv - se opskrift nedenunder)

Za'atar

  • 4 spsk. sumak
  • 8 spsk. frisk timian
  • 4 spsk. sesamfrø
    (let ristede)
  • 8 spsk. tørret oregano
  • 4 spsk. havsalt

Fremgangsmåde

  1. Sukker og æggeblommer piskes sammen i en gryde. Mælk og fløde tilsættes, og under konstant piskning opvarmes massen til omkring 80 grader. Du kan med fordel smide nogle kardemommekapsler i under denne proces. Brug et termometer. Når massen når sluttemperaturen, vil den tykne. Herefter tilsættes kaffen, og massen sies over i en beholder og stilles koldt.
  2. I køkkenet bruger vi kvælstof til indfrysning for at lave is. Hjemme kan man vælge at lave massen som en almindelig is enten på en ismaskine, eller ved at man med 30 min. mellemrum rører i massen, mens den er på frost. 

Arabisk kaffe - Bryg en kande anderledes kaffe med afrundet smag af mystik.

  1. Hæld kaffebønner og kardemomme i en stempelkande. Overhæld med næsten kogende vand. Lad den trække 2-3 minutter. Hæld kaffen fra og lad den mængde, du skal bruge, køle helt ned. Drik resten mens det er varmt, gerne med masser af sukker. Det gør araberne. 

Za’atar sirup - Denne sirup topper desserten på forfriskende vis. 

  1. Det hele kommes i en gryde og gives et hurtigt opkog. Tag det af varmen og lad det køle ned til stuetemperatur. Si det og kom det tilbage i gryden.
  2. Kog det ind til passende konsistens. Husk det er en sirup, så den skal være lidt tyktflydende. Kom siruppen på flaske og sæt den på køl til den skal bruges. 

Za’atar - Krydderiet kan bruges i adskillige retter fra Mellemøsten – også i det søde køkken.

  1. Lad gerne timianen ligge på køkkenbordet nogle timer og tørre ud. Derefter blandes det hele godt sammen, evt. kan det køres på blenderen og få 3-4 hurtige puls. Skal du bruge det til is, kan du godt nøjes med halvdelen af saltet.