Is, arme riddere og fyldte kræmmerhuse
Er du vild med dessert? Så prøv en eller flere af disse tre dejlige og sommerlige desserter, som Anne Hjernøe lavede i programmet"Frilandshaven", og anret dem som en skøn dessert-tapas.
Vær opmærksom på, at isen skal stilles i fryseren i 4-5 timer.
Tilberedningstid:
2 timer
Antal portioner:
4 pers.
Kok og program
-
Anne Hjernøe
Frilandshaven
Ingredienser
Hyldeblomstis
- 4 stk. pasteuriserede æggeblommer
- 1 dl sukker
- 1 stk. vaniljestang
- 1,5 dl koncentreret hyldeblomstsaft
- 1 smule nyplukkede hyldeblomster
- 5 dl piskefløde
Kræmmerhus
- 2 stk. æg
- 1,25 dl sukker
- 100 g hvedemel
- 100 g smeltet smør
Råsyltede jordbær
- 1 bakke jordbær
- 0,5 dl sukker
- 0,5 dl sukker til sirup
Syltede kumquats
- 20 stk. kumquats
- 1-2 dl sukker
- 1 stk. økologisk citron, revet skal
- 1 sjat vand
Arme riddere
- 4 skiver daggammelt hvidt brød
- 1 stk. æg
- 1 dl mælk
- 1 smule kanelsukker
- 1 smule smør
Geraniumsirup
- 20-30 stk. rosengeraniumblade
- 1 dl sukker
- 4-5 dl vand
Fremgangsmåde
Hyldeblomstis
- Æggeblommerne piskes med sukker og vaniljekorn til du har en lys og luftig masse. Hyldeblomstsaften røres i. Fløden piskes til skum og blandes i æggemassen. Friske hyldeblomster blandes i, hvorefter det hele kommes i en form, dækkes til og stilles i fryseren i 4-5 timer. Isen tages ud af fryseren ca. 10 minutter før den skal spises.
Kræmmerhuse
- Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Fold mel og det smeltede smør gradvist i massen til du har en ensartet dej. Smør dejen ud i cirkler á 10-12 cm på bagepapir. Stil bagepladen i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter eller til cirklerne bliver lysebrune i kanterne. Tag bagepladen ud og fold kræmmerhusene med det samme, hvis de når at køle af bliver de hårde og kan ikke foldes. Skulle det ske stil da bagepladen i ovnen igen i 1 minut, og fold kræmmerhusene når dej cirklerne er blevet varme igen.
- Kræmmerhusene skal køle af hvorefter de fyldes med flødeskum og syltede jordbær.
Råsyltede jordbær
- ½ bakke jordbær skæres i kvarte og vendes med ½ dl sukker og stilles lunt til jordbærrene begynder at safte. Kom jordbærrene med saft i en gryde og kog til jordbærrene har smidt al saften. Jordbærrene tages fra og bruges evt. til kompot. Saften koges yderligere ind med den sidste ½ dl sukker til det tykner let og bliver sirupsagtig i konsistensen. Lad siruppen køle af, og skær derefter den sidste ½ bakke jordbær i kvarte og vend dem i siruppen. Spis de syltede jordbær til kræmmerhuse med flødeskum, hyldeblomst is eller arme riddere.
Syltede kumquats
- Skær kumquats i skiver og kom dem i en gryde med de resterende ingredienser. Kog ind til kumquats skiverne er blevet bløde og nærmest gennemsigtige i konsistensen og de ligger i en god tyk sirup. De syltede kumquats kan spises til hyldeblomst is, arme riddere, kræmmerhuse med flødeskum, og er i øvrigt også gode til pandekager eller en god stærk blåskimmelost.
Arme riddere
- Pisk æg og mælk sammen og vend brødskiverne der i. Vend derefter brødskiverne i kanelsukker og steg dem sprøde og gyldne i smør på panden.
- Spis de arme riddere med hyldeblomst is og geraniumsirup.
Geraniumsirup
- Kom blade, sukker og vand i en gryde og kog ind til du har en god parfumeret sirup.
- Siruppen hældes over arme riddere men er også god over vaniljeis, over frisk frugt eller i din morgen yoghurt.