Auberginefritter er et lækkert og sundere alternativ til almindelige pomfritter. (Foto: Mikael Kvist Laursen ©DR)

Auberginefritter med mynteyoghurt

Hvis du er vild med sprøde fritter, skal du prøve denne opskrift på krydrede auberginefritter med paprika, der serveres med en frisk mynteyoghurt til. Fritterne ovnbages med olivenolie, og er lækkert tilbehør til både kød- og vegetarretter. Yoghurten kan du krydre med den krydderurt du bedst kan lide, men ketchup eller aioli som dyppelse er også et hit.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 2 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

Auberginefritter

  • 1 stor aubergine
    (eller to små)
  • 2 dl hvedemel
  • 1 tsk. fint salt
  • 1-2 tsk. paprika
  • lidt peber
  • 2 æg
  • 2 dl polenta
  • lidt olivenolie

Mynteyoghurt

  • 3 dl græsk yoghurt
  • 1 håndfuld frisk mynte eller anden krydderurt
  • salt og peber
  • lidt citronsaft

Fremgangsmåde

  1. Snit auberginen i aflange, kvadratiske stænger.
  2. Bland hvedemel med salt, paprika og peber og kom i en skål. Kom ligeledes sammenpisket æg og polenta i hver sin skål.
  3. Paner auberginefritterne ved først af vende dem i hvedemel, derefter sammenpisket æg og til sidst polenta.
  4. Læg de panerede fritter på en bageplade med bagepapir, så de ikke rører hinanden. Dryp med olivenolie og drys lidt ekstra salt på.
  5. Bag fritterne midt i oven ved 180 grader i ca. 30 minutter til de er gyldne og sprøde. Sæt eventuelt ovnen på varmluft den sidste tid, hvis ikke de er gyldne i forvejen.
  6. Mens fritterne bager røres mynteyoghurten sammen ved at finthakke krydderurterne og røre dem sammen med yoghurten. Smag til med salt, peber og citronsaft.
  7. Server auberginefritterne sammen med mynteyoghurten.