Baba au ruhm serveret med en frugtsalat, som har trukket i en sukkerlage. (©DR)

Baba au ruhm

Baba au Ruhm er en fantastisk fransk kage, hvortil man med fordel kan servere diverse syltede frugter eller en blandet frugtsalat, som også har fået lov til at trække i lidt lun sukkerlage. Kagen indholder korender og rosiner. Vær opmærksom på, at dejen til kagen skal hæve af to omgange i henholdsvis en time og 35-40 min.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 8 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 350 g mel
  • 6-7 spsk. lunkent vand
  • 6-7 spsk. lunken mælk
  • 100 g sukker
  • 1 knivspids salt
  • 3 stk. æg
  • 100 g blødt smør
  • 1 stk. vaniljestang
    (kun korn fra stangen skal bruges)
  • 2 spsk. korender
  • 1 spsk. sultana rosiner

Sukkerlage

  • 250 g sukker
  • 2,5 dl vand
  • 6-7 cl rom

Fremgangsmåde

  1. Rør gæren ud i vand og mælk og lad den stå et øjeblik. Pisk æggene sammen med korn fra vaniljestangen. Sigt mel, sukker og salt ned i en skål, lav en lille fordybning i midten og hæld gærblandingen i. Tilsæt æggene lidt efter lidt mens der blandes. Konsistensen skal nærmest være flydende. Rør det hele godt igennem og fordel så det bløde smør i klatter over dejen. Dæk den til og lad den hæve i en times tid. 

  2. Ælt dejen igennem igen og bland korender og rosiner i. Smør en dyb randform og fyld den halvt med dej. Lad formen hvile lunt under et viskestykke i ca. 35-40 min. Bag kagen ved 230 grader i 10 min. og skru derefter ned til 175 grader og bag videre i ca. ½ time. Lad kagen svale af og vend den ud af formen. 

  3. Kog en sukkerlage af vand og sukker og smag til med rom. Prik kagen med en gaffel og øs den lune sukkerlage over. Det er muligt, at der ikke bliver brug for al sukkerlagen, se hvor meget den kan tage. 

  4. Ved servering kan man give den en lille ekstra snaps rom, det er der sikkert ingen, der vil brokke sig over. Til kagen kan serveres diverse syltede frugter eller en blandet frugtsalat, som også har fået lov til at trække i lidt lun sukkerlage.