(©DR)

Bacalao - spansk klipfisk

Bacalao er en klassisk spansk ret med klipfisk serveret med forårsløg, hvidløg, persille, citronskal og sherry. En skøn opskrift fra Anne Hjernøe.

Fisken skal ligge i blød i koldt vand i køleskabet i 24-48 timer.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 500 g klipfisk
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2-3 stk. forårsløg
  • 3 fed hvidløg
  • 1/2 dl bredbladet persille
  • 1 stk. citron
  • 1/2 dl Fino sherry
    (Eller anden sherry)
  • 1/2 tsk. friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde

  1. Klipfisken lægges i blød i koldt vand i køleskabet i 24-48 timer, skift vandet jævnligt. Derefter hældes vandet fra og klipfisken skylles godt.

  2. Kom derefter fisken i en gryde, dæk den med friskt vand og lad den koge for svag varme i ca. 20-25 minutter.

  3. Kom olie i en gryde og steg fintsnittet forårsløg, hvidløg, hakket persille og revet citronskal igennem i et par minutter, til løget er glasklart i konsistensen.

  4. Bryd klipfisken i stykker og kom den i gryden til løgblandingen. Tilsæt en slat vand og en god slat fino sherry, krydr med friskkværnet sort peber og læg låg på gryden. Lad fisken simre i ca. 15-20 minutter, rør ikke i fisken undervejs, men ryst evt. gryden forsigtigt en gang i mellem. Klipfisken serveres med et godt brød til.