Lav skønne bæreddiker med lige de bær du bedst kan lide. (©DR)

Bæreddiker

Prøv ligesom Camilla Plum at forvandle nogle af dine sommerbær til skønne bæreddiker, som du kan lave dressinger af til årstidens salater. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Tilberedningstid: 15 min. Antal portioner: 10 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • Friske bær efter ønske og smag
  • god eddike, som æbleeddike
  • sukker efter smag

Fremgangsmåde

  1. Bæreddiker er smukke at se på og meget aromatiske i salater, saucer, og friske salsaer. Prøv at lave kirsebær-, hindbær- solbær eller stikkelsbær eddike. Sure syltekirsebær er bedre end søde. Knus dem let i en morter, så også stenene knuses, det giver en skøn mandelsmag til eddiken. 
  2. Andre bær kommes blot hele i flasken. Det giver en ekstra raffineret smag at komme blade fra busken eller træet i også. Specielt solbærblade giver en helt fantastisk smag. Jo flere blade og bær, jo mere smag. 
  3. Fyld en bredmundet flaske halvt op med meget modne bær, lidt sukker og top op med æbleeddike eller anden kvalitets eddike, meget gerne hjemmelavet. Almindelig sylteeddike er ikke godt nok. 
  4. Lad flasken stå i en solbeskinnet vindueskarm i en måned, si eddiken fra og gem den køligt og mørkt. 

Saftevand af bæreddiker

  1. Eddikerne kan også bruges som et meget smukt saftevand, med mere sukker og isklumper. Den aromatiske eddikesmag er overraskende, men dejligt forfriskende.