(©DR)

Bagte æbler med kanel- og vaniljecreme

Vælg nogle gode, syrlige æbler gerne danske til disse bagte æbler med kølig flødeskum. En dessert med masser af vanilje og godt med kanel, som konditor Mette Blomsterberg er vild med.

Tilberedningstid: 50 min. Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

Æbler

  • 8 stk. æbler
  • 100 g mandler
  • 100 g smør
  • 100 g flormelis
  • 2 tsk. stødt kanel

Smørelse og drys

  • 3 spsk. smør
  • 5 spsk. sukker
  • 3 tsk. stødt kanel

Vanilje fraiche

  • 1 stk. vaniljestang
  • 1 tsk. sukker
  • 4 dl creme fraiche 18 pct.

Kanel-vanilje chantillycreme

  • 1 stk. vaniljestang
  • 1 tsk. sukker
  • 0,5 tsk. stødt kanel
  • 4 dl piskefløde

Fremgangsmåde

  1. Begynd med de bagte æbler:
    Skræl æblerne - bevar stilken, hvis det er muligt. Udhul kernehusene nedefra, og skær bunden af æblerne, så de står stabilt.
  2. Hak mandlerne til "mel" i en minihakker og rør mandelmel, blødt smør, flormelis og stødt kanel godt sammen. Fyld blandingen i de udhulede æbler.
  3. Nu skal du lave smørelsen og drysset:
    Smelt smørret i en lille kasserolle. Bland sukker og stødt kanel i en dyb tallerken. Pensl de fyldte æbler med det smeltede smør og tril dem derefter i kanelblandingen.
  4. Stil æblerne med stilken opad i et ildfast fad og bag dem i en 170 grader varm ovn til de er møre. Cirka 15-20 minutter, afhængigt af ovnen og æblernes størrelse og modenhed. 
  5. Lav vanilje-fraichen klar: 
  6. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med sukkeret med kniven, så kornene skilles ad. Rør vaniljesukkeret sammen med cremefraichen.  
  7. Lav kanel- vaniljechantillycreme:  
    Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv.  Mas kornene sammen med sukkeret med kniven, så kornene skilles ad. Pisk vaniljesukker, kanel og fløden til let skum.
  8. Anretning:
    Server æblerne lune med vanilje-fraiche og chantilly creme.