Bagte rodfrugter med grøn salsa - budgetmad fuld af smag (©DR)

Bagte rodfrugter med kapers, ansjoser, ramsløg og citron

Budgetmad behøver ikke at være kedeligt. Kok Adam Aamann viste i Madmagasinet, hvordan du laver velsmagende mad på budget. Her får du opskriften på bagte rodfrugter serveret med en grøn salsa, yoghurt og sprøde croutoner på toppen. Server rodfrugterne som et vegetarisk måltid, eller som godt tilbehør til kød.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 2 pers.

Ingredienser

Bagte rodfrugter

  • 200 g græskar uden skind og kerner
    (butternut el. hokkaido)
  • 200 g knoldselleri, skrællet
  • 300 g kartofler, skrællede
  • 1 gulerod
  • 1-2 persillerødder
  • 3 spsk. olivenolie
  • ½ spsk. citronsaft
  • 6 ansjoser i olivenolie
  • 12 stk. små sorte oliven med sted
    (italienske el. franske)
  • 4 fed hvidløg
  • 4-5 kvist friske timian
  • 1 tsk. fennikelfrø, knust i morter
  • havsalt og friskkværnet peber

Grøn salsa

  • 3 spsk. olivenolie
  • ½ dl ramsløg, finthakket
  • ½ dl persille, finthakket
  • 1 spsk. kapers
  • 3 spsk. citronsaft samt skal af 1 citron
    (økologisk)
  • havsalt og friskkværnet peber

Servering

  • 2 store spsk. græsk yoghurt 10%
  • 2 skiver daggammelt brød
  • 2 spsk. olivenolie
  • citronskal fra økologisk citron

Fremgangsmåde

Bagte rodfrugter

  1. Skyl alle rodfrugterne og skær dem i grove stykker (ca. 2x5 cm). Græskarstykkerne må gerne være en smule større, da de bliver hurtigere møre. Kom alle rodfrugter på en bageplade med bagepapir.
  2. Mos alle oliven, fx med en kop, og tag stenene fra.
  3. Hak oliven, ansjoser og hvidløg fint, og bland dem i en skål med olivenolie, citronsaft, knuste fennikelfrø, havsalt og peber.
  4. Vend olivenblandingen med friske timianstilke, og hæld det over rodfrugterne. Bland det hele grundigt, så alle rodfrugter er dækket. Fordel dem i ét lag på bagepladen, og kom det i ovnen ved 220 grader varmluft i 15 minutter.
  5. Vend derefter rundt i rodfrugterne, og skru ovnen ned til 200 grader. Bag dem i 10-15 min. mere til, at de er møre og gyldne.

Grøn salsa

  1. Hak kapers, og bland dem med de hakkede krydderurter, olivenolie og citronsaft. Riv lidt citronskal over, og smag til med salt og peber. Lad salsaen trække i min. 10 minutter.

Servering

  1. Riv brødet i grove stykker på ca. 2 x 2 cm.
  2. Varm en lille pande op, kom olivenolien på og rist brødet gyldent og sprødt.
  3. Fordel de lune rodfrugter på tallerkener, kom en god skefuld yoghurt og en skefuld grøn salsa på hver portion. Drys med det sprøde brød, og riv lidt citronskal udover. Server.